Melankolsk americana på 'All Fall Down' og 'Spot On The Moon' afrunder stemningsfuldt og stilfærdigt indtrængende Marie Franks 'Where The Wind Turns The Skin To Leather'. Hele pladen igennem er det Franks vemodigt støvede og stadigvæk mere pigede end kvindelige stemme, der bærer igennem. Det er et omhyggeligt konstrueret album, som åbner med et par kvikke og veloplagte kærlighedssange. Især 'I Like It When You Sleep' kombinerer en lige-ud-ad-landevejen-ørehænger med en godt turneret tekst om at have en elsker, der gør sig bedst, når han ligger i sengen og snorker og ikke kan lave ulykker. Humoren gør i det hele taget væsen af sig. 'Whoops Wrong Daisy' er en skælmsk popsang af de bedre, mens Hun på 'I See What You Say' kommer til at drikke Hans kontaktlinser og dermed får et andet syn på tingene. Desværre er melodien ikke nær så vaks. Det etablerede samarbejde med sangskriver-kollegaen Neil C. Furio er ikke uden knaster. Klæder 'Whoops Wrong Daisy' Marie Franks lyst til at give los, bliver 'Scrabble-Ina' hængende som en sangskriver-konstruktion, der ikke får eget liv. De umiddelbare popsange fra albummets begyndelse og den melankolske alvor til slut udgør albummets to tyngdepunkter. Afslutningen med 'All Fall Down' og 'Spot On The Moon' er paradoksalt nok næsten for god. Musikalsk mættede og tekstmæssigt åbne - det klæ'r hende. Det er to numre af den slags, der kalder på et album i samme åre. I stedet tripper undervejs nogle mere anonyme tiltag. 'It Can't Get Any Worse' er så forelsket i Lucinda Williams, at den ikke rigtig kan blive til mere end et ekko. På samme måde er Marie Franks fortolkning af Howe Gelbs soltørrede skæbnefortælling 'Leather' en følsom og smagfuldt spillet shuffle, der på trods af hendes »desert vocal« ikke helt får åbnet op for sangens hedeflimrende billede. Måske ligger sangens 'Paris, Texas'-agtige univers bare for langt væk fra det jordnære og det umiddelbart sansede, der hele tiden har været Marie Franks force. Det bliver her ved drømmen om americana snarere end den ægte vare. Det er på en måde, når hun er mest almindelig, at Marie Frank er mest personlig. 'Where The Wind Turns The Skin To Leather' er en plade, der udstiller Marie Franks begrænsninger, men samtidig understreger, hvor hendes ikke ubetydelige styrke ligger. Der er en særlig ærlighed i hendes stemme, der også denne gang gør mange sange til et både sympatisk og vederkvægende bekendtskab.