Den 52-årige Anne Linnet har fundet sammen med produceren Poul Bruun igen på 'Her hos mig', og de to har genopfundet den enkle, næsten skrabede rene form, der skabte storsælgende album som det beslægtede 'Kvindesind' (1978), 'Barndommens gade' (1986) og 'Jeg er jo lige her' fra 1988. Faktisk skal man også tilbage til de album for at finde en Anne Linnet, der strør så gavmildt om sig med indlysende gode melodier som her. Og i modsætning til de gamle værker har Poul Bruun ryddet gevaldigt op i musikken ved blandt andet at stritte de irriterende keyboards ud, som i firserne draperede Anne Linnets mørke stemme som fimset tingeltangel. Det er klædeligt og behageligt uden at være leflende som i de fine melodier 'I tavshed og tale' og 'Her hos mig'. Musikken, spillet af et lille, fast hold, der blandt andet tæller sønnen Marcus på keyboards, swinger og lister ind uden overflødig staffage. Modsat de svulstige tekster, der begræder den store, men tabte kærlighed, men stræber mod det religiøse i deres grænseløse optimisme og jagt efter noget positivt. Men ordene letter ikke, hverken på papiret eller i munden på Anne Linnet. De lander enten klægt på bordet som en alt for sød og klistret dej eller står og skriger til himlen som dette omkvæd: »Endnu har intet/ ku' leve for evigt/ men hvor der er en vilje/ må være en vej«. Efter en sådan, salvelsesfuld sentens kunne man godt savne lidt mere personlighed, ærlighed og noget af den humor, Anne Linnet tidligere har vist os.