Enhver hund må gø med sin stemme. Dagbladet Informations vidende og velskrivende musikkritiker Klaus Lynggaard har stemme som en halsbetændt hønsehund. Men i betragtning af det bjæffer han alligevel rimeligt varieret på sit første soloalbum 'På Herrens Mark', hvor det afgørende desuden er stemningerne i musikken. Klaus Lynggaard har ingen ambition om at præstere det fejlfri på sit album. Snarere tværtom. Der er sange, hvor både stemmen og resten sejler af sted, som er de fulde af skævslået liv. Der er også melodier, som ville være ren nostalgi, hvis de blev spillet pænt. Men det sker ikke her. Banjoer, tubaer, celloer og vokaler slæber minderne af sted, så de får et blakket skær. Og ofte er der et skrammet bækken eller en vredstemt guitar til at understrege, at vist har det været sjovt indtil videre. Men det har ikke været sjov det hele. 'På Herrens Mark' er et album om at være så gammel, at man har mere fortid med sig end fremtid for sig. Det er der, Klaus Lynggaard selv står med sine 49 år. Men 'På Herrens Mark' er samtidig en hyldestplade fra en musikfan til nogle af alle de musikanter, han selv holder mest af. Det er fyre som Lou Reed, Leonard Cohen, John Mogensen, Benny Holst, Eik Skaløe, Tom Waits, Jens Unmack og Kim Larsen, man hører for sig, mens man hører Lynggaard, og det er ikke altid til debutantens fordel. Et af covernumrene på albummet er Love Shop-sangen 'Til Stjernerne', som Klaus Lynggaard synger i duet med Nanna. Blandt instrumenterne er Henrik Halls mundharpe, der ligner sig selv fra det nu opløste Love Shop. Dengang spillede den bare i bedre rammer. Afstanden mellem Lynggaards hæse hvisken og Nannas klare lokken er så stor, at den overdøver meningen med fortolkningen. Det går bedre, når Lynggaard synger duet med Chili Turèlls lumske kvindestemme i en dog meget kinky version af Lou Reeds 'Candy Says'. Nanna Lüders samt Laura Illeborg og Channe Nussbaum er nogle af dem, som flere steder lægger smukt vokalslør i toppen af lydbilledet. Den måde at bruge kor på ligner en hilsen til Leonard Cohen. 'Fremtid' er en fordanskning af Cohens 'Future', og her kommer Lynggaards støvede stemme til kort. Ligesom den gør det i den Kim Larsen-agtige antikrigssang 'Selv Helvede Takker Nej'. Større personlighed har albummets åbningsnummer 'Samme Sang'. Melodien er beskeden. Men i lyden og tankerne har Klaus Lynggaard fat i noget personligt. Ved hjælp af den i øvrigt allestedsnærværende producer og musiker Kenneth Thordals evne til at skabe de rette stemninger bliver 'Samme Sang' en god sang. Peter Peters guitar krummer ryg. Pere Oliver Jørgens vibrafon tænker igennem. Og Channe Nussbaum nynner sig ordløst op i nærheden af landsvalerne og gærdesmutterne. Mens Lynggaards stemme bare står. Rådvild. På Herrens mark. Et sted mellem glæden ved at have fodfæste i hverdagens gentagelser og desperationen over at have været der så længe, at »man ser så meget, men ser ingenting«. Ideen med at inddrage så mange af inspirationskilderne er forståelig, og fortolkningen af John Mogensens 'Ensomhedens Gade Nr. 9' er fin. I sammenligning med Klaus Lynggaards tidligere pladeforsøg med for eksempel bandet Quote Unquote er der meget mere musikalsk relevans og lynggaardsk resonans i soloalbummet. Især når sangene er mere end en hjertelig hilsen til alle dem, der bar.