DET ER ikke til at komme udenom: Rockens mest vitale vækstområde netop nu er Canada. Ikke blot er rockscenen i storform, den er også forbløffende afvekslende. Sidste skud på stammen efter Stars og Arcade Fire er Black Mountain fra Vancouver. En rockgruppe, der både er spydspids for en kunstnersammenslutning og består af unge mennesker, der ved siden af musikken arbejder med at hjælpe byens mange narkomaner. Musikken er sine steder så tung som tungrock og så stenet som stenerrock, men hele tiden fastholdes rockmusikken som en kompleks, elastisk og klichéfri zone. Der går klare tråde tilbage til 1970'erne. Til de ellers godt nok forskellige Led Zeppelin og Neil Young (sådan ca. anno 'On The Beach'), men Black Mountain har et imponerende godt greb om at forene modsætninger uden at blødgøre dem. Mens 'Druganaut' ruller tungt, anskudt og truende, knytter 'No Satisfaction' og 'Set Us Free' an til en mere improvisatorisk syrerock med ikke så lidt Jefferson Airplane i bagagen. Hvad der griber her er den seriøse tone i bønnen »Oh, set us free!«, men netop som man tror, at have identificeret et sympatisk retro-projekt, skyder den canadiske gruppe tentakler ud i helt nye retninger. 'No Hits' er pop og eksperiment skabt af spøgelset i maskinen og de elektriske instrumenter i forening. Black Mountain er måske mere eksperiment under udarbejdning end dirkefri konstruktion, men som sådan fuldt af hemmeligheder, overraskelser og medrivende rockoplevelser, hvor arven fra 1970'erne er endog meget levende.