Ah, ja.Hjemme igen. Sende ungerne i seng. Og så på med sutskoene, tænde op i pejsen, skænke en kop te og frem med guitaren. Nu skal der satanedme hygges. Man kan næsten se den 60-årige Eric Clapton lunte i gang med sine sange hjemme på whatever gods, når man hører det færdige album knitre pænt og lunt som en solid brændekævle af blues, rock, reggae og lidt pop. Og er det ikke nok, er familien med fruen og de tre små døtre afbildet på coveret i ren og skær idyl. Stemningen er som løftet fra det 31 år gamle '461 Ocean Boulevard' med velklingende, elegant pop, diskret blues og et skvæt roligt skvulpende reggae. Men desværre er sangene ikke helt på niveau med det gamle mesterværk. Allerede i første sang, den selverkendende 'So Tired', er det tydeligt, at Eric Clapton efter sidste års udflugt til bluesmusikkens rødder med sin hyldest til Robert Johnson nyder at være hjemme i sit eget univers. Og endelig at have fundet privat ro i et turbulent og tragedieramt liv. Nu står den på leg med småbørnene, afbrudt af en lille lur under slumretæppet i ny og næ: »Now Mama's gettin' snappy/And Daddy won't change no nappy«, som Clapton digter i 'So Tired'. I selskab med hovedsageligt de musikere, han har turneret med i de sidste mange år, hygger Eric Clapton sig gevaldigt i gedigne sange som den iørefaldende 'Say What You Will', vennen George Harrisons dejlige 'Love Comes to Everyone', genindspilningen af The Spinners-balladen 'Love Don't Love Nobody' og den efne reggae-light i 'Revolution'. I længden bliver den polerede produktion dog så udglattende og behagesyg, at man er lige ved at nappe en af Eric Claptons sovepauser. Der er for lidt drama hjemme hos the Claptons til, at man gider blive hængende alt for længe, men omvendt er roen og en rar atmosfære absolut vel undt til Slowhand, guitaren og sutskoene.