At være 'helt oppe i det røde felt' er for længst blevet dansk slang for at være enten svært hidsig eller i hvert fald larmende passioneret. Ingen af delene synes at passe på den århusianske sangerinde Tina Dickow, som ikke desto mindre har valgt udtrykket, om end på engelsk, til titlen på sit tredje album. Den blå time Så såre man lister indenfor i cd'ens varme, rummelige lyd, er det da også snarere den blå time, man møder. Stilen er netop så nedtonet, melankolsk tilbageskuende og sårbar, at tusmørket sniger sig ind på én selv i fuldt dagslys. Men Tina Dickow og hendes internationalt særdeles erfarne producer, Chris Potter, har lagt de blottede følelser pænt til rette i bløde stole og sofaer, så man ikke føler, at man forstyrrer midt i noget alt for privat. Hvilket måske just er problemet for 'In The Red', der var tænkt som den århusianske sangerindes internationale debut. Kedeligt En drøm, der dog blev til mareridt forvandlet, da fusionen af giganterne Sony og BMG fejede Dickow af lønningslisten. Alligevel er det, som om sangerinden og hendes omgivelser holder fast i de internationale og lidt tilpassede ambitioner på et album, som i hvert er langt pænere og mere rummeligt end den frustrerede og sammenfiltrede forgænger 'Notes'. Følelsen af forladthed og en nogle gange lidt tung tristesse hænger stadig i stuen, men den rummelige pænhed får udtrykket til at virke villet, og det er ganske enkelt kedeligt. Især fordi Tina Dickow desværre også mangler de helt indlysende stærke sange, der får en til virkelig at spærre ørerne op. 'Give In' et hit Som helhed er 'In The Red' absolut behagelig at lytte på, men med få undtagelser går de stille sange i ét med hinanden i anonymitetens bløde lampeskær, selv efter næsten en måneds flittige gennemlytninger. Den swingende 'Give In' med sin livskloge advisering om blot at lade forvirringen og tvivlen tage over i stedet for at bekæmpe begge dele er en af de alt for få undtagelser. Men den har til gengæld også alt, hvad der skal til for at blive et globalt hit. Næppe nok til gennembruddet Naturligvis er de to genindspilninger af 'Warm Sand' fra 'Notes' og 'My Mirror' fra debuten 'Fuel' stadig glimrende sange, der forståeligt nok skal bruges til lanceringen af Tina Dico, som hun blot hedder på sin internationale hjemmeside. Også titelnummeret og 'Nobody's Man' bliver hængende, efter at Tina Dickows stilfærdigt blødende stemme er gledet ud af højtalerne igen. Det er næppe nok til et gennembrud i alverdens (nat)radioer, men desværre er det heller ikke nok til ganske at repræsentere dette store danske talent. Mere på spil Forhåbentlig tør Tina Dickow næste gang skifte sin hang til perfektionisme ud med noget mere personligt og sætte sig selv på spil for alvor. Når det sker, vil hun virkelig gøre en forskel.