SAMTIDIG MED at Billy Corgan udsender sit første soloalbum, vil rygtet vide, at den 38-årige mand med den skaldede isse er i gang med at gendanne sin gruppe Smashing Pumpkins. Næppe det bedste markedsføringsstunt for 'The Future Embrace', men unægtelig en god idé, rent musikalsk. For siden opløsningen af Smashing Pumpkins har Billy Corgan haft mere end svært ved at ramme det niveau, han holdt på mesterlige album med bandet som 'Mellon Collin And The Infinite Sadness' og svanesangen 'Adore'. Det ene album med gruppen Zwan gjorde ikke meget væsen af sig for to år siden, og det gør den længe ventede solodebut desværre heller ikke. Med et vist held har Corgan vendt sig mod en afdæmpet afart af støjrock med kradsende samples i rockeren 'Mina LOY (M.O.H.)' og pladens store popsang 'The CameraEye'. Som sidste led den helstøbte trilogi på albummet dumper det overraskende cover af Bee Geesklassikeren 'To Love Somebody' op, dog i et spejl af forvrængninger, ulykke og bitterhed med nærmest ondskabsfuld guitar og skønsang af Robert Smith fra The Cure. Med den undtagelse er det ellers Billy Corgan selv, som styrer de fleste musikalske indslag på albummet, og det gør han såmænd hæderligt med. Selv om 'The Future Embrace' forekommer tilbageskuende i sin dyrkning af 1980'ernes lyd, er der kontrol med Corgans særlige blanding af skønhed og enorm bitterhed i sange som 'Sorrows (In Blue)' og 'Blue Skies Bring Tears'. Desværre fader albummet mere og mere ud i nogle sære eksperimenter, men heldigvis er der gods nok i det til, at man sagtens kan forestille sig disse sange foldet flot ud live. Af Smashing Pumpkins, naturligvis. For Billy Corgan lyder, som om han på alle måder er på vej hjem.