Sammen med produceren og guitaristen Hilmer Hassig har Jens Unmack som kernen i Love Shop også i svære tider holdt den dansksprogede rocks fane højt. Men efter små tyve år i Love Shop har Jens Unmack nu betrådt solostien. 'Vejen hjem fra rock'n'roll' er for Unmack blevet en rejse hjem til poesien. Indspillet i Berlin er det blevet en plade fuld af lys og luft og drømme, hvor man næsten konkret synes at kunne smage den sanselige beruselse af lyst til frihed og musikalske eventyr. Uden at miste koncentrationen har Unmack byttet Love Shops indimellem snærende perfektionisme ud med en mere varm og vekslende musikalsk grundstruktur. Nye musikere. Nye muligheder. Bakket op af et forrygende band af unge musikere får Jens Unmack som sanger i det absolutte centrum luft under vingerne som næppe nogensinde før. Med Danmarks hotteste unge guitarist Rune Kjeldsen i spidsen har Unmack sammensat et band, der kunne gøre hvem som helst grøn af misundelse: Nicolai Munck-Hansen (Tim Christensen m.m.) på bas, Jakob Høyer (The Raveonettes) på trommer og Mikkel Damgaard (Love Shop) på keyboards. Men Rune Kjeldsen er nøglefiguren. Det er guitaren, der tegner de overraskende mange forskellige farver på albummets palet. Med '(LaLa) Hollywood' lykkes det for Unmack musikalsk at hylde heltene Marc Bolan og Phil Spector på én gang. På flere numre rumsterer Nick Caves spøgelse i en mild dansk aftapning, mens 'Født på en søndag' »bag paladser af velstand og masser af velpudset glas« ikke kan være andet end Unmacks fodrejse i Dylans spor. En protestsang så giftig og effektiv som Roundup om livet her i landet, hvor den farlige frihed bliver vuggekvalt i tryghedens navlestreng, så man som voksen kan gøre karriere ved at gøre sig klog på »knowhow om hvordan man bliver rig«. Men Jens Unmack er i høj grad sig selv med sange, der først og sidst er personlige poetiske udsagn. Sange, der har droppet de store dagsordeners bastante udmeldinger og i stedet åbent for fortolkning kredser om barndommens rester og splinter og glimt fra følelsernes voksne liv. Den store og den lille verden i sammenfiltring. Åbningsnummeret 'Joyride' er en vidunderlig synsk sang fra en »natmotorverden«, der handler om, ja, hvad handler den egentlig om andet end essensen af melankoli, glæde og frihedens flakkende rastløshed? »Åbne tankstationer/ Den scene er min/ Her er benzin/ Førstehjælp«. Fra 'Joyride's drævende guitar-riff fortsætter linjen direkte i den emotionelt dirrende 'Happy Ending (I den her verden vil jeg ikke være trist)', hvor et klejnt kinoorgel koger i baggrunden, mens en altomfattende afskedshymne til drømmens bristen, styrtende fly og forgyldte astronauter vokser sig monumental i et af den slags kor, man drømmer gulddrømme om i natten. »Kom som du er forandret«. Det kunne være et selvportræt af en kunstner, der kommer, som han er - men forandret. Som i 'Skovens stille ro', der stemningsmæssigt rækker helt tilbage til Love Shops debut i 1990, men på nye musikalske og menneskelige vilkår. Melankolien er ikke længere en ung mands følsomme famlen, men en sang fra stedet, hvor voksenlivet er sat ind: »I verdens allersidste ro/ Voksede vi og blev til to«. Så enkelt som en banalitet, et liv, en klassiker. Noget ganske andet end den bitre fortsættelse og isnende træk i det tomme hus i den næsten Nick Cave'ske komposition 'Andre hjem end vores': »Den seng hvor hver en aften lå/ Hvor jeg var ham du ventede på/ Er blevet redt og shinet op/ nu mangler kun din nøgne krop«. Både musikalsk og lyrisk er den afgørende kvalitet ved Unmacks solodebut følelsen af åbenhed og frihed. Linjer og ord knækker sig ofte lige så uforudsigeligt som naturligt. På '(La La) Hollywood' hører man en ægte fans glæde ved rockmusikken inkarneret i en sang om filmstjerner: »Du venter i mørke elektrisk og spændt/ Du beder til himlen om at blive tændt/ Musik så verden går i stå«. 'Vejen hjem til rock'n'roll' er en storslået og medrivende plade, hvor glæden ved musikkens egetliv gør det til uendelig meget mere end tekstplade. På hvert eneste nummer er Rune Kjeldsen leverandør af en mirakuløs signatur, der skærer kompositionens karakter ud i tindrende glas. En spraglet, sammensat skive. Dunkel og lys, dyster og munter, klar og kryptisk. Og indimellem meget bevægende. Som den gribende afskedssalut til rockmusikkens potentielt skæbnesvangre afhængighed af stoffet adrenalin: »Hvis du skulle vælge rock'n'roll/ Hvis du skulle lege med ild/ Hvis du skulle søge vejen hjem/ For kun at fare vild«. I munden på Jens Unmacks fuldmodne og følelseskontrollerede vokal meget langt fra det banale og meget tæt på en dyb sandhed om alle uopslidelige fascinationers væsen.