Det er sørme længe siden, det var stort, at et nyt album fra Oasis var på vej. Og dét selv om hvert nyt studiealbum med brødrene Noel (den store) og Liam (den lille) Gallagher forsøgsvis markedsføres, som om de nordengelske fyre har gentændt gnisten fra dengang i 1994, hvor deres debut 'Definitely Maybe' var en central del af britpoppen. Også i forbindelse med nyheden 'Don't Believe the Truth' har britiske medier forsøgt at sælge historien om, at Oasis er bedre end nogensinde. Don't believe the hype, får man lyst til at replicere. For ganske vist indeholder 'Don't Believe the Truth' inspireret sammenspil. Men albummet demonstrerer, at gruppen ikke har fundet kreativ erstatning for den vidunderlige flabethed, der kendetegnede dens udgivelser fra midten af 90'erne. På 'Don't Believe the Truth' præsenterer Oasis med det samme en tæt lyd, og den finmaskede, loddent forede produktion fortsætter i de fleste af de efterfølgende sange. Det er en lyd, der ligner et forsøg på at skjule, hvad Oasis ikke er så ferme til længere. Dengang for 11 år siden i gruppens heftige, mediebarrikerede ungdom kunne Noel Gallagher skrive retro-arbejderklassesange, der ikke hed andet end 'Supersonic' og 'Cigarettes & Alcohol', men betød alting i nuet. Nu deler han sangskrivertjansen med sin lillebror og flere andre, og de forsøger alle sammen at komponere sig væk fra de første cd'ers ungdommelige naivitet og oprørstrang. Hvad har Oasis så at byde på til erstatning for britrock-nostalgisk ungdomsoprør? Ikke meget andet end britrock-nostalgi uden ungdomsoprør. Slade, The Kinks og The Small Faces er som sædvanlig tydelige referencer. Nu er også Deep Purples tyngde (i 'Turn Up the Sun'), Mott the Hooples opremsningsvokal (i 'Mucky Fingers') og The Beatles' spædt psykedeliske 'Revolver' ('Part Of the Queue' og 'Keep the Dream Alive') tydelige kilder. Det bedste ved 'Don't Believe the Truth' er, at albummet giver lyst til at høre god, simpel arbejderklasserock fra slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne. Det værste er, at Oasis ikke når kilderne til anklerne. 'Don't Believe the Truth' er ikke decideret ringe. Det er definitivt en måske-cd. Bare uden de gode numre fra 'Definitely Maybe'.