D-A-D er tilbagemed et nyt og niende studiealbum, og der er ikke kun sket gode ting, siden de for tre år siden var albumaktuelle med 'Soft Dogs'. De blide takter på 'Soft Dogs' blev ingen succes dengang i 2002, og senere samme år gik festivalturneen Wig Wam i vasken. Både bookingbureauet Rock On Aps, Thomas Helmig og D-A-D var på forskellige måder involveret i Wig Wam. Turneen blev en økonomisk skandale, der påvirkede D-A-D's omdømme i dårlig retning. Det ligger lige for at tænke, at det nok er derfor, D-A-D lyder, som de gør på nyheden 'Scare Yourself'. Her spiller de, som om der er nogen efter dem. I de fleste af albummets 39 minutter arbejder Jesper Binzer (sang, guitar), Jacob Binzer (guitar), Stig Pedersen (bas) og Laust Sonne (trommer) i et paranoidt tempo. Og adskillige steder bliver stemningen af flugt bakket op i teksterne. Ikke fordi det er let at høre, hvad Jesper Binzer synger. Når han skal skynde sig så meget, kommer han til at lyde, som om han har fået noget af håret i munden. Og så kan man jo godt misse et ord her eller der. Men vedhjælp af teksterne på coveret og stemningen i musikken kan man godt regne ud, at D-A-D ikke har løftet nedturen med Wig Wam direkte over i rocksangene. Det er en anden fornemmelse af forfølgelse, vi har at gøre med her. Brødrene Binzer nærmer sig de 40 år, og det er ikke længere helt så nemt at være en drengerøv. Det handler nogle af de bedste sange på 'Scare Yourself' om. Deriblandt åbningsnummeret 'Lawrence of Suburbia', der er en tung, tæt og overlydsstøjende rocksang om en alt for stramt smilende forstadsfyr i midtlivskrise. Også de efterfølgende to sange på 'Scare Yourself' fungerer fint. 'A Good Day (To Give It Up)' er fra Sonnes første, hårdt tæskende trommeslag et energisk, melodiøst nummer om at være skræmt for fremtiden og fortryde fortiden. »Try and take showers in prozac just to see how fast I close the door to the past«, lyder det fra Jesper Binzer. Læg mærke til at han ikke bliver beskyldt for at synge her. Egentlig sang er der nemlig ikke tale om. Jesper Binzer formelig spytter sig igennem den sangs vers og sørger for at give omkvædet ægte underholdende drama ved at vride enkelte ord i skæve langdrag. Som når han råber »a great piece of shiiiit«. I de tosange og også i det aktuelle singleudspil 'Scare Yourself' ligner D-A-D næsten sig selv fra de gamle, tunge dage. Musikken er bare i mindre grad for sjov. Alvoren lurer både i gnisterne fra det drevne sammenspil og i Binzers vokal. Og det er alt sammen helt fint, så længe sangene kan bære det. Men lige på det punkt begynder 'Scare Yourself' at knibe efter tredje nummer. Følelsen af forfølgelsesvanvid gentages i de fleste af sangenes ivrige tempo. Men melodierne er svagere, arrangementerne kører i ring inden for de enkelte numre, og det er ikke til at høre, hvem D-A-D egentlig har i hælene, og hvorfor pokker de har så travlt. 'No Hero' er en voldsomt forjaget lille sang med en bizar 60'eragtig sødme i vokalen. 'Camping In Scandinavia' har et humørfyldt, drenget omkvæd, men er derudover en idiotisk tekst om campingliv og skandinavisk selvmordsvejr. Blandt de sidste sange på 'Scare Yourself' fungerer narkomanportrættet 'Little Addict' bedst. Som helheder albummet for ujævnt. Der er masser af råstyrke og live feeling, men der er også en underlig fornemmelse af, at musikerne forsøger at presse sig selv til at være hurtigere og farligere, end der er belæg for. Bizart nok virker det opkørte tempo som en bremse. »No one stops you like you stop yourself«, formulerer Jesper Binzer i 'Dirty Fairytale'. Og det er med sig selv og hele den 20-årige bandhistorie i hælene, at D-A-D skynder sig gennem 'Scare Yourself'.