'Afvis alle falske ikoner', lyder forårets slogan fra nogen, der ellers selv på overfladen ligner noget, der er løgn. Bandet Gorillaz er en samling tegneseriefigurer med kabel-tv-forede teenagehjerner og stortrang til at rapse alt og alle, der kan gøre et godt beat bedre. Gorillaz er sampler-, hacker- og fildeling-alderens maskebal, og med god hjælp af den tegneansvarlige Jamie Hewlett (fyren bag 'Tank Girl') har konceptet en gennemført, gadeflabet hiphop-udstråling, som en og anden marketingfilur garanteret gerne ville betale kassen for. Men konceptet Gorillaz er vist ikke til salg. Det ville da også være styrtende skørt af bagmanden, Damon Albarn, at skille sig af med denne her gennemmusikalske mutant, som både sikrer ham et ungt publikum og giver ham mulighed for at gøre noget andet end det, han gør som forsanger, guitarist og komponist i Blur. I Gorillaz leger han med dem, han har lyst til, efter gehør og behov, hvis man skal tro den frygtløst genreblandende lyd på bandets andet og nye album, 'Demon Days'. Da Gorillaz debuterede for fire år siden, var hiphop-produceren Dan 'The Automator' delvist ansvarlig for succesen. Denne gang har Albarn allieret sig med fyren, der bruger kunstnernavnet Danger Mouse og især er kendt for at have lavet 'The Grey Album', der er et illegalt miks af The Beatles' 'The White Album' og Jay-Z's 'The Black Album'. Samarbejdet mellem Damon Albarn og Danger Mouse fungerer. 'Demon Days' er mindst lige så vellykket som Gorillaz' debut uden at være identisk med den. Især den første håndfuld af numre på det nye album er humørmæssigt nogle vemodige skyggeplanter, der uden spor af nem ironi betragter en verden, hvor for mange unge går med våben ('Kids With Guns'), hvor miljøet gisper ('O Green World'), og hvor man skal være stærk i troen på et eller andet for at se lyst på fremtiden ('Last Living Souls'). Senere bliver 'Demon Days' mere udadvendt, hvilket ikke er ensbetydende med, at stemningen fuldstændig skifter. Det nagende sorte humør får bare flere nuancer. Blandt andet ved hjælp af en omfangsrig gæsteliste, der tæller adskillige gode rappere og så også lige enkelte kuriositeter. Blandt de sidstnævnte er skuespilleren Dennis Hopper. Med ildevarslende intonation messer han sig igennem et vers af nummeret 'Fire Coming Out of the Monkey's Head'. David Lynch kunne ikke have instrueret ham bedre. En anden overraskelse er Shaun Ryder, som vist desværre har været mest optaget af at holde sit blandingsmisbrug ved lige, siden hans seneste band, Black Grape, faldt fra hinanden. Damon Albarn og Danger Mouse har fået ham i studiet, hvor han synger sig slingrende, men sikkert igennem 'Dare'. Shaun Ryder er sangens naturlige midtpunkt. Et menneske midt i en stramt planlagt kosmopolitisk lyd med henvisninger til både asiatisk pop og britisk dance. Noget lignende gør Gorillaz i mange andre sange, og det er en vigtig årsag til albummets væsentlighed. Rundhåndet deles der ud af pudsige biplyde, støvet scratch, driblende ekkoer af dub eller pludselige indfald af noget helt andet. Som punkguitarer og latinamerikanske blæsere for eksempel. Men der er hele tiden noget, der afslører en tone af alvor. Selv i singleudspillet 'Feel Good Inc.', som er det mest festinviterende indslag på 'Demon Days'. Gorillaz er musikscenens nutidige svar på et herligt maskebal, men det er ikke holdningsløst. Det har spiritualitet og åbenlys varme, når Albarn sammen med strygere hvisker sig igennem den lavmælt knitrende 'El Manana'. Det er underholdning, men det er også nøgen sjæleblues, når gæsten Ike Turner stempler rytmen på sine klavertangenter i den tæt instrumenterede 'Every Planet We Reach is Dead'. Og det gør indtryk, når et børnekor arbejder sammen med Bootie Browns kulsorte rapstemme i 'Dirty Harry'. Børnekor!!! Nu skal der nok være nogen, der himler. I de fleste andre sammenhænge ville et børnekor da også være at gå over sentimentalitetsstregen. Hos Gorillaz er det lige prikken, der sætter noget andet i perspektiv. Her lykkes det gang på gang at skabe en meningsfuld alliance mellem kreative indfald og seriøse holdninger. 'Demon Days' forener den uansvarlige legesyge, det personlige ansvar og en uforskammet dejlig rytmefornemmelse. Mere kan man vist ikke forlange.