Forsynet meden ny sangerinde, Daisy Martey, tager den britiske trio Morcheeba et let triphop tilbage til tresserne, hvor det faktisk lykkes at genfinde den lækre lyd af uskyld og klokkeren pop. Derfor er 'The Antidote' et overraskende vellykket og veldrejet album efter tre års pause. Det falder sjældent heldigt ud at skifte vokalist for et etableret navn, og Skye Edwards bløde stemme var unægtelig en meget vigtig del af Morcheebas lyd i næsten ti år. Men Daisy Martey med en fortid i Noonday Underground går uimponeret til sagen og viser, at hun rent teknisk har et langt større register at arbejde med end sin forgænger. For brødrene Paul og Ross Godfrey, der er komponister og lydarkitekter for Morcheebas altid lækre lydlandskaber over de beats, der slæber sig af sted i udkanten af lounge-muzak, triphop a la Portishead og regulær pop som Moloko, har udskiftningen åbenbart givet ny inspiration. I hvert fald er det femte album fra Morcheeba med sine håndspillede rytmer og instrumenter nærværende, dynamisk og mere påtrængende end noget, man har hørt fra den kant længe. Musikalsk er'The Antidote' tættere beslægtet med 'Charango' fra 2002 end med gruppens tidligere, mere danceprægede albummer. Men først og fremmest er det en samling slidstærke sange, der vanen tro bevæger sig i mange retninger med hovedvægt på den musikalske arv fra 1960'erne. Man kan næsten høre Dusty Springfields klare røst bag det første nummer, 'Wonders Never Cease', mens der er fløjter, kædedans, sumpede guitarer og klar himmel over det britiske landsted i 'Ten Men' og den flotte 'Everybody Loves A Loser' svæver elegant hen over den texanske prærie med mariachi-trompeter, rislende rangler og et støvet pust af vemod i den lune blæst. En fin sang, der som mange andre kredser om voksne valg - parforhold, kriser, frihed og muligheden for selv at påvirke sit liv. Et meget helstøbt og levende album fortsætter med at imponere. Sjældent flyder så mange forskellige inspirationskilder sammen til en lifligt løbende å som her. Alene i sangen 'Living Hell' bevæger Morcheeba sig fra visionær country til rock med latinsk anstrøg, mens 'People Carrier' låner et mægtigt guitarriff fra Led Zeppelin, inden pladen mod slutningen giver plads for rene popperler som 'Daylight Robbery' og den næsten altsigende 'Lighten Up'. Det kommer helt af sig selv, når man hører 'The Antidote', en af årets absolut lækreste plader.