Det er muligt, at nogen synes, at Raveonettes er noget opreklameret skrammel, fordi det danske band med den amerikanske millionkontrakt endnu ikke er slået igennem kommercielt. Dem om det. Andre kan nøjes med at nyde dette formfuldendte mesterværk, der, som omslaget ironisk lover, indeholder hele 13 potentielle hitsingler. For dem kvitterer vi gerne med seks knaldrøde hjerter. Fordi der er ikke er andre, som skriver den slags popsange mere og forløser dem så djævelsk raffineret som Raveonettes. Fordi dette album meget vel kan komme til at danne stil og bevæge tidens begejstring for retro tilbage til halvtredsernes og tressernes uskyld, og fordi Sune Wagner og Sharin Foo ikke bare nøjes med at låne fra fortiden, men elegant forener den med nutiden. I nogle popsange, der hurtigt træder i karakter som visionære noveller på rundt regnet 3 minutter og emmer af dirrende længsel, passion, beskidt romantik og sex. Masser af sex. Små knaldperler, der detonerer og vokser sig store, sanselige og lokkende vilde, men hele tiden er doseret med et drys af vemodighed. Fordi man godt ved, at det er umuligt og snart slut alligevel. Ligesom selve livet. Og selv midt i den mest stormfulde forelskelse kan man pludselig smage sidste sommers kys. Livsglæde som en dansende hundehvalp mellem ham og hende på havnekajen den første rigtige forårsdag. Men holdt stramt i snor og kontrolleret så stramt, at der også bliver plads til, at alle andre kan logre med halerne i begejstring. Nej, der er ikke noget at gøre for de sure indvendinger. Raveonettes har forløst det enorme potentiale og præsteret det første af forhåbentlig mange mesterlige popværker. Danskerne placerer sig i spidsen for hele felttoget af rockbands, der er ved at genopdage genrens muligheder gennem en jagt i kasserne med brugte lp'er ved simpelthen at være de mest stilsikre og opfindsomme. Tjek bare to af de fineste sange her - 'Somewhere In Texas' med de åbne vidder og Ennio Morricone i bakspejlet og den formidabel 'Ode To L.A.' med karismatisk gæstevokal af Ronnie Spector fra de Ronettes, Raveonettes i høj grad har taget navn fra. Her på et mildt sagt tydeligt tyveri fra Phil Spectors og Ronettes' 'Be My Baby' indfris løfterne om en tur i det gode gamle pariserhjul med plads til lidt af hvert i gondolerne. »Come on let's go to where it's fun«, som Sharin Foo sødmefyldt lokker i allerførste linje. Se, det er en perle af en popsang, hvis der nogensinde var en sådan. Faktisk er der 13 af slagsen på 'Pretty In Black', der måske ikke skal tages for mere end en fest for børn, der er blevet voksne, men stadig husker klangen af deres gamle legetøj, og hvordan det skulle bruges. Men til gengæld er der tale om en fandens fyldestgørende fest med plads til det hele. Man kan næppe forestille sig nogen sjovere måde at blive voksen på end i selskab med Raveonettes. Væk er den ofte lidt letkøbte påstand om, at Raveonettes blot var en snedig opdatering af de skotske Reid-brødres støjrockende gruppe Jesus And The Mary Chain, der ved gamle Macarines tomme whiskyflaske aldrig sang så smukt som duoen Wagner og Foo. Ved at skrotte de mange forvrængede guitarer og sprænge den kompositoriske og arrangementsmæssige spændetrøje, Sune Wagner havde iklædt sig selv på de to første udspil med Raveonettes ved at skrive samtlige sange i samme toneart, har han sat sig selv og alle sine inspirationskilder helt fri. Resultatet er forskellige, men imponerende stilsikre lydbilleder. To melankolske ballader indleder og slutter albummet - dødshymnen 'The Heavens' med sit ekko af Elvis i linjer som »Oh, now I'm raising with the devil/ And I think I'll just stay and hold on/ Oh, you've seen the last of me/ but my heart stays with you after I'm gone« og 'If I Was Young', der lyder som eftersmagen af en David Lynch-film. Mellem de to stille sange fyrer Raveonettes hele arsenalet af. Endnu en klassisk halvtredser-pastiche i 'Seductress of Bums' farer pludselig gennem tidsmaskinen til vore dages lækre r'n'b. Singlen 'Love In A Trashcan' er blandt meget andet end af de mest fordømt sexede rocksange, undertegnede kan mindes at have hørt i meget lang tid. Triumftoget glider stille og spøgelsesagtigt videre gennem natten på 'Sleepwalking', inden gruppen med Sharin Foo i spidsen som tough cookie hylder sin producer, legenden Richard Gottehrer, på en fornem version af hans tyggegummihit til pigegruppen The Angels fra 1963. På 'Twilight' har Sune Wagner forenet sin forkærlighed til halvtredsernes ikke uskyldige, men ofte sukkersødt underspillede pop med moderne fransk techno. Det burde ikke kunne lade sig gøre, men lykkes ikke desto mindre, så dekadencen driver hen over de fugtige lagner. Eminent. Men naturligvis er det ikke bare liderlighed fra en gammel b-film, Raveonettes byder os på. Gruppens dybest set romantiske tilgang til rockhistorien, nej, populærkulturens historie har aldrig lydt mere overbevisende og stadig forførende frisk. Tidløs pop i postmodernistiske klæder. Vital retro til nutiden med valg fra alle hylder i poppens store loppemarked. Rock, der ikke er farlig, men til gengæld begejstrer, fordi den er fræk, flirtende, sjov og sexet. En lysende perle i sort.