Titelnummeret 'Devils & Dust' minder om, at det var terrorangrebet 11. september, der vækkede den slumrende sangskriver Springsteen. Som en stærk sang med afsæt i nutidens konflikter ligger 'Devils & Dust' i direkte forlængelse af det tre år gamle album 'The Rising'. 'Devils & Dust' er en sang om sandet, heden og frygten, der kan lede selv den bedste så grusomt på afveje. En sang om en skræmt og mistroisk amerikansk soldat. Uden at blive nævnt ved navn spøger skandalen i Abu Ghraib i baggrunden. Men i lige så høj grad som på 'The Rising' befriende renset for firkantede pointer og bombastiske budskaber. Det er det samme greb som altid. Bruce Springsteens vej til visdom er også her hans evne til indlevelse i almindelige mænds og kvinders liv, tvivl og drømme. Skyldes Springsteens sporadiske output som sangskriver de sidste mange år en mangel på almindelige mennesker inden for rækkevidde? Litteratur og fantasi kan være en løsning. Som da Springsteen til 'The Ghost of Tom Joad' brugte Steinbecks univers. Når man ikke kan finde det nødvendige romantiske råstof i nutidens Wall-Mart, kan man måske finde det i fortidens grænselandsmytologi? 'Devils & Dust's forankring i nutiden viser sig i hvert fald hurtigt kun at være et afsæt for en langt mere drømmende melankolsk forestilling fra Bruce Springsteens amerikanske mytelandskab. 'Devils & Dust' gør det let at forstå, hvorfor han for snart mange år siden i første omgang blev opfattet som en folkesanger, en ny Dylan. Det er en dæmpet og overvejende akustisk plade. En samling fortællinger om elskere og tabere, boksere, cowboys og drifters. Det er Springsteen ene mand på fortællerens skammel. Uden sit trofaste E Street Band. Musikalsk i forlængelse af den mesterlige 'Nebraska' (1982) og den Steinbeck-inspirerede 'The Ghost of Tom Joad'. Men heldigvis med flere muskler og mere spræl end Tom Joad og med en række meget smukke og stemningsfulde arrangementer. Den samtidskommenterende 'The Rising' ligner nu en enlig svale. Springsteens naturlige drift som sangskriver synes efterhånden snarere at være at glide stadig længere ind i de mytiske amerikanske landskaber. Længere vestpå, længere tilbage i tiden. Mytologiens ridedyr er ikke længere en blå Cadillac fra 1950'erne, men en sølvfarvet hoppe fra Mexico. En sang som 'The Hitter' kan tidsfæstes langt tilbage i det forrige århundrede. Den er faktisk også skrevet midt i 90'erne i forbindelse med 'The Ghost of Tom Joad'. Men de fleste sange er placeret i et mere ubestemt tidsrum, hvor den landlige lokalitet snarere end årstallet er det afgørende. Har Springsteen også denne gang haft en litterær ledestjerne, har det ikke været Steinbeck, men snarere Cormac McCarthy og hans 'Grænse-trilogi' om unge, amerikanske cowboys på strejftog i et arkaisk Mexico. Teksterne har et vingefang og en ambition, der ikke altid kan modsvares melodisk. 'Devils & Dust' kan gøre det, og det samme gælder 'Maria's Bed' og den violindrevne 'Long Time Coming'. Både 'Reno' og 'Black Cowboys' holder sig svævende i kraft af nogle fornemme elegiske arrangementer. 'All The Way Down' springer op som en rockløve, men falder ned som halvlam. Næsten som om rockmusikken er et begrænset udtryk, Springsteen ikke længere har den helt store tiltro til som andet end nostalgisk tilflugtssted i selskab med E Street Band. Nu er det som litterær fortællerstemme Springsteen folder sig ud. I Det Vilde Vesten, hvor der er plads til romantik. Og uden et grundlæggende romantisk livssyn ville Springsteens stemme og sange kun være en skygge af sig selv. Er det stadig ikke det helt store melodimateriale, der dukker op, bevæger Gentleman Bruce sig til gengæld sydpå til absolut nyt territorium, da først han har sat sig til rette i sadlen. I 'Reno' sidder en vemodig cowboy med sit cowboylem i munden på en prostitueret, der lover ham sit livs knald og knokler for sine 200 dollar i timen. Men ak, ikke alverdens sugemaskiner kan fjerne en cowboys melankoli, når først blikket vandrer ud ad vinduet, og tankerne går til Mexico og Maria, der ku' mere med et enkelt smil i solen end en hårdtarbejdende luder med alle sine kneb og tricks. Hvorfor får man måske svaret på i 'Maria's Bed', hvor sengen er omkranset af alt, hvad der skal til: »I was burned by the angels, sold wings of lead/ Then I fell in the roses and/ sweet salvation of Maria's bed«. Mindre end fuld frelse og svulstig retorik kan kærligheden ikke nøjes med, når romantikeren folder sig ud. 'Maria's Bed' er samtidig et af de numre på albummet, der fungerer bedst. Et af de numre, hvor den vestlige ramme er passende trukket op med mandolin, orgel og lignende prærieinstrumentering. Som den er det på 'Reno' og 'Black Cowboys'. Springsteens personer er tvivlere, søgere og skæbneramte. Men også en mere salvelsesfuld tone sniger sig ind. 'Jesus Was an Only Son' er en regulær salme, der prøver at trække lidelseshistorien ned på jorden og ind i kernefamilien. 'Leah' handler om længslen efter at finde et udsigtspunkt, hvorfra al tvivl og skygge fortoner sig. 'All I'm Thinking About' er en sød og landlig kærlighedssang, som Springsteen af uransagelige grunde vælger at synge med tynd pibestemme. Flere af sangene lyder som omhyggeligt konstruerede fiktioner, der ikke altid helt overbeviser om deres begrundelse. Sådan er det ikke med den sidste sang, 'Matamoros Banks', hvor Springsteen både fastholder albummets grundtema og vender tilbage til nutidens brændstof og udgangspunktets hede støv og djævelskab. En sang om en af de mange illegale indvandrere sydfra, der hvert år dør under forsøget på at komme ind i det forjættede land mod nord: »Over rivers of stone and ancient ocean beds/ I walk on sandals of twine and tire tread/ My pockets full of dust, my mouth filled with cool stone/ The pale moon opens the earth to its bones«. Selv om personerne både geografisk og historisk befinder sig i en anden verden end rockstjernens, pløjer Springsteen ufortrødent på med sine jegfortællere og slipper stort set godt af sted med det. 'Devils & Dust' er på en helt anden måde end 'The Rising' en konstruktion snarere end et direkte personligt udsagn. På den anden side er det den særlige troskyldige litterære kvalitet i sangene på 'Devils & Dust', som gør, at man byder den hjerteligt velkommen. Selv om dens næsten sirlige kvaliteter også minder om, hvor længe siden det er, at en Springsteen-plade var årets store begivenhed i Rockland.