Om de larmer eller næsten tier, foregår sangene på trioen Woodbines album 'Best Before End' i nogens tanker på besværlige tidspunkter, hvor hjernen summer løs. Om gamle samtaler, dårlige samvittigheder, påtalende argumenter eller koldt dagslys. Trioen fra Birmingham spiller om noget af alt det, der foregår i de uklare og usikre øjeblikke og sædvanligvis mangler sprog. Og ligesom sine halvmumlende åndsfæller (Spain, Smog, Low og Palace er nogle af dem) formidler Woodbine stemningerne i udtryk, der er virkelighedstro sammensat og rummelige. 'Best Before End' indeholder både det tilbageholdte åndedræt og den pludselige, ustyrlige energiudladning, men egentlig især alt det ind imellem de to yderpunkter. Alt det, der findes i tankens stumme strøm, får rockmusikalsk lyd af en trio, der forener spontanitet og eftertænksomhed i anvendelsen af især guitarer, trommer og Greame Swindons og Susan Dillanes hviskende stemmer.