Som mangeandre faldt jeg for nummeret 'Bare en thug' med den på det tidspunkt næsten ukendte Ataf, da det begyndte at hærge radioerne i efteråret. For her var en melodiøst bevidst rapper, der i en begavet og stilsikkert flydende ordstrøm sagde fra over for den glorificering af vold, nedgørelse af kvinder og egne (seksuelle) bedrifter, der er blevet en grufuldt forudsigelig del af gangsta-rappen. Og afvisningen fra Ataf (udtales Ardef) Khawaja, som den 31-årige rapper fra Vanløse med den pakistanske baggrund hedder, kommer vel at mærke fra en mand, der tydeligvis selv har oplevet den rå gadestil, de fleste af genrens proselytter gudskelov kun nøjes med at studere på MTV's videotapet og i film. Linjer som »halvparanoid tror hele tiden jeg taber/ mit overblik ey yo, jeg sover ikke længere/ for mareridt besætter mine nætter/ hva fa'en er det mig/ belastet, stresset, coked-up og forhastet/ mig og min slags har altid været forkastet«, kommer tydeligvis ikke fra en velmenende pædagog fra blå stue. I opgøret med egen fortid i den pakistanske 'mafia', der ikke er det rene milkshake, hvis man skal tro Ataf, advarer han mod fascinationen af gangsta-rappens selvudnævnte bøller, banditter eller, som de kalder sig, thugs. »Før eller siden vil din facade jo smadre/ uddan dig glem alt om bander/ og vær glad for, at det var mig og ikke en 'pat, der fandt dig/ så tag nu hjem og tænk det igennem/ og hvis du' intelligent kommer du aldrig igen«, formaner Ataf. Og de ord kan han uden tvivl få mangen en bekymret forælder til gangsta-elskende rap-ællinger til at skrive under på. Alt det kunne naturligvis sagtens afvises som præk og velmenende voksensnak, hvis det ikke var for Atafs uomgængelige autenticitet i det enkle og helt ukunstlede udtryk. Hans sange emmer af det levede liv, der også giver poetisk refleksion og styrke til eksempelvis udviklingshistorien 'Forandret', kvindehyldesten uden skygger af hverken so's, ko's eller ho's 'Divas' og 'Sommerfugl' om en voldsramt og stækket kvinde. Musikalsk har Alefs numre en melodisk slidstyrke og en indbydende lyd med mange åbninger og blik for detaljen, man faktisk skal til det indlysende forbillede, den amerikanske legende Tupac Shakur, for at finde baggrunden for, selv om en mere nutidig kunstner som 50 Cent også stikker sit fugede fjæs indenfor i slyngelstuen i eksempelvis den fine 'Badwah'. Men fred være med amerikanerne. Ataf er en meget dansk perker (hans eget udtryk), hvis mål er at være rappens svar på Kim Larsen. Det er såmænd slet ikke så umulig en tanke, som den kan forekomme. Med sin vellykkede og vellydende debut er den modne rapper godt på vej. Og selv om det næppe er noget mål i sig selv og ikke bør føre til en alt for snæver rubricering af Ataf, har han med 'Paraderne nede' givet de pressede, unge indvandrere i 2. og 3. generation en reflekteret og begavet stemme. Den er mere end velkommen og bør høres her i valgkampens sidste dage. Og længe efter den er slut, vil vi kunne glæde os over, at Ataf er debuteret med et af de bedste danske hiphop-album overhovedet.