Hvor er det lige, man har hørt linjer som »Du skal nok få sex igen/ jeg skal bare lige ha' min slatne karriere op at stå« tidligere i dansk musik? Hos ibens, naturligvis, trioen, der i 1997 fik hele nationen til at sammenligne underlivets erotiske øvelser med den sjællandske lokalitet Ølstykke. Og det var ikke ment som en kompliment for nogen af delene. Dengang var ibens - Carsten Lykke, guitar og sang, Henrik Marstal, bas og Kristian Obling Høeg, trommer - en slags bølgebrydere for den bølge af uhøjtidelig, mundret og ofte humoristisk dansksproget, der siden for alvor er slået igennem her til lands. Men trioen faldt fra hinanden, og Carsten Lykke forsøgte sig med albummet 'Selvoptaget' og opfordringen til kronprinsen om at forvandle sin seksualitet til fyre. Dermed sluttede historien om det bevidst naive, underspillede og fortumlede orkester med den herlige evne til at falde i staver i sangene. Troede man. Ibens havde haft sit øjeblik, men blev alligevel ikke til Danmarks svar på svenske bob hund. Men d'herrer har forenet sig og er tilbage med nye sange om at flytte til »det der sted uden for Svendborg«, at sidde i bus linje 5 på vej tilbage til hende, man havde sagt farvel til for altid, i hvert fald til sig selv, og altså om at få sex igen. »Du skal nok få 6 igen/ men du vil hellere ha' 9/ du vil hellere ha' 9/ onani«, som Carsten Lykkes spinkle stemme påstår i 'Sex igen'. Netop påstår. For den sang i særdeleshed og 'Ufornuft' som helhed lyder desværre lidt som et fortænkt forsøg på at gå i skole igen. Sige de samme vittigheder og fremsætte de samme filosofier, man engang leverede med hele hjertet i ungdommens naivitet. Nu klinger de bare lidt hult, fordi erfaringen har sat ind og blokerer for den ægte naivitet. Dertil kommer, at ibens' danske tekster i sagens natur ikke længere er et særsyn, og at trioens tekster for ofte ender med at irritere på grund af deres hang til en humor, der gør, at man søger forgæves efter dybde, når man har smilet ved første gennemlytning. Til gengæld er trioen vokset rent musikalsk, og produktionen er moden, lækker og veloplagt. Men det er ligesom ikke nok til, at man får lyst til at blive i ibens' univers igen på dette album. Til gengæld lyder vores 'veninde', som om man godt kunne tilbringe en aften i hendes selskab på et koncertsted med plads til både gamle vittigheder og dårlig sex.