Hvordan man lige får fodspor af zebraer, globaliseringen, George Bush og filmstjerners strenge diæter rodet sammen i en lille munter sang, der lyder som en listig linedans over et heftigt syrebad i Cirkus Cannabis, må man selv opsøge Adam Green og hans tredje soloalbum 'Gemstones' for at finde ud af. Det maniske folk-fænomen fra New York kan nemlig ikke sådan forklares; han skal opleves. Gør man det, vil man finde en sær blanding af stand-up-comedy, historiefortælling, Beck, Roy Orbisons hjerteknuser-ballader, Leonard Cohen på afveje, folkemusik og spøjse melodier, serveret med en lethjertet naivitet af en crooner med en solid basstemme placeret på skæve ben. Selv om Adam Greens insisteren på at levere sine sange med humor, er han et behageligt og skægt bekendtskab på grund af den enorme opfindsomhed. Og den eftertanke, der melder sig i kølvandet på smilet. »I would dance on NBC and say »George Bush shook hands with me!«/ And then I'd go and choke on a cock«, synger Adam Green et sted, og den kan man så selv tygge lidt videre på. Andre steder er poesien dog langt mere rørende og skrøbelig. Djævelsk charmerende er det under alle omstændigheder.