Når Madonna en dag atter løfter hovedet fra de kabbalistiske mysterier, vil hun kunne konstatere, at hun i mellemtiden er blevet overhalet noget så godt og grundigt. Ikke af den kyske sexdukke Britney Spears, der ellers så gerne ville have rollen som ny Madonna, men af den 35-årige Gwen Stefani fra No Doubt. På solodebuten 'Love. Angel. Music. Baby.' ligner og lyder Gwen Stefani som en genfødt Madonna. Ikke kun fordi hun benytter mange af de samme kneb og lyder ikke så lidt som en ung Madonna, men fordi hun røber den samme stædige evne til at læse tidens tegn og bruge dem til sine helt egne formål. Dagsordenen er erotisk, men mere drilsk end plump. Partyparat pop. Pikant og løssluppen, men også knivskarp og kølig. Også her er Madonna et klart forbillede. Humoren er Stefanis egen. Som så mange andre af tidens sangerinder har 35-årige Gwen Stefani valgt at slå kludene sammen med nogle af tidens hotte producernavne. Fra Nellee Hooper til Dr. Dre og The Neptunes ligner det en dansegulvets blå bog. Men sjældent har det resulteret i så frigjort et overskud som her. Stefani lyder, som om producere er legetøj. Og som om hun ganske nøje har vidst, hvad der skulle være på ønskesedlen for at gøre festen perfekt. Af et album, der stritter i alle retninger at være, opleves Stefanis debut som imponerende hel i sine konstant changerende farver og rytmiske anretninger. Fra 'Cool's mainstream poprock til kitschkrydderierne og den hiphop, der spiller kraftigt op på mange numre, spænder Stefani over stort set samtlige den aktuelle populærmusiks udtryksformer. Rytmisk er det mest originale nummer 'Hollaback Girl' skrevet sammen med Andre 3000 fra Outkast og produceret af The Neptunes, mens Andre 3000 både spiller rollen som producer og duetpartner i den alvorlige racesang 'Long Way To Go'. Americana er det pæne ord, man hæfter på alvorlige sangskrivere, der med rødderne dybt i jorden musikfilosoferer over det amerikanske. Gwen Stefanis americana er klædt i lilla designerkluns og har de pink og turkise rødder blafrende i luften. Men 'Love. Angel. Music. Baby' er reelt en fræk og festlig lystrejse gennem årtiers amerikanske popkultur og livsstil. Sex på bagsædet og bilradioen på fulde gardiner. Fra 1950'ernes brintbombeblondiner til nutidens japanske 'Harajuku Girls'. Japan er definitionen af hipness netop nu. Så Japan er i huset hos Gwen Stefani. Hun gør med andre ord alt det, Madonna ville have gjort, dengang hun var lige så fuld af appetit på pop og succes. 'Luxurious' og 'Cool', en smule 'Serious' og helt igennem 'Bubble Pop Electric'. Madonna II ankommer med en sækfuld af frækt vinklet hitpotentiale. Hun har selv betegnet soloprojektet som et lidt fjollet frikvarter fra No Doubt. Det er måske derfor, den er så dejlig fri for soloprojektets indædte selvrealisering. Dette er popmusik af den mest uhøjtidelige og uimodståelige slags. Når pop er mest billig og dyrebar.