I en alder af 54 år har Tom Waits rullet pianoet ud og er startet forfra, for Gud ved hvilken gang. På sit album nummer 20(!) er den tidligere klaverbokser blevet en beatbokser, der, åndeligt beslægtet med hiphoppen, har det hele i kæften. Herfra spytter onkel Tom alverdens dårskab ud i hovedet på sin sagesløse lytter: mord, hor, ildebrand, flugt og al den gru og ondskab, der flyder ned gennem slægterne som rosenrødt blod. »I feel like a preacher waving a gun around/ shake it«, som Tom Waits vrænger i et af sine skarpt skårne, næsten haikuagtige registreringer i 'Shake It'. Her er den humane beatbokser over en forvrænget guitar og en simpel rundgang, fastholdt af Les Claypool, bassist og leder af kulttrioen Primus, igen på oprydning i populærkulturens kolossale container af fortrængninger og kasserede værdier i en strøm af associationer. Mindre melodiøs end 'Alice' og 'Blood Money' I forhold til de to simultant udgivne album fra 2002, 'Alice' og 'Blood Money', er det en mere brutal og mindre melodiøs Tom Waits, vi møder her med undtagelse af enkle, stille sange som 'How's It Gonna End', der hvisker af sted med Tom Waits som en hæs udgave af Leonard Cohen. Eller den smukt glidende, næsten Nick Cave'ske morderhymne 'Dead And Lovely' og det bittersøde ekko af den forduftede elskede 'Green Grass' med en linje at hvile det knuste hjerte på: »Lay your head where/ My heart used to be«. Raspende, spruttende, spyttende Piano og trommer er væk fra produktionen. I stedet er det ofte Waits, der aser og maser sangene frem med sit rytmiske tungearbejde, ofte optaget på toilettet hjemme hos ham selv med en kassettebåndoptager. Raspende, spruttende, spyttende eller stramt cirkulerende som på 'Don't Go Into That Barn'. Her bjæffer Waits sine ord om fangeflugter i sydstaterne, mudrede floder og gamle sorte træer, der skraber mod himmelen, som en halsstarrig køter over et rumlende mandskor. Den gammeltestamentlige stemning breder sig fuldt ud i den over 10 minutter lange, fabulerende 'Sins Of The Father', der over et stenet, næsten meditativt skvulpende beat fra Jamaicas reggae, trækker et af pladens hovedtemaer op. Det nedarvede, amerikanske syndefald, der drypper ned gennem generationerne som den lille grådige orm, der gnaver i maverne : »God all mighty for righteousness sake/ Humilation of our fallen state/ Written in the book of tubold Cain«. Begær og bedrag. Forbrydelse og flugt. Nytteløst, selvfølgelig. Omstrejfer Men der er en tid, en tilstand uden for eskapismen, forbruget og bevidstløsheden. Det er der, hvor man er 'Real Gone', udenfor rækkevidde. Som Tom Waits, der tidløst strejfer rundt udelukkende med det formål at komme over bakken, som han synger i det rablende åbningsnummer 'Top Of The Hill'. Allerede fra første færd får vi en ublid medfart i en leddeløs vugge af stål, hvor alle møtrikker er ved at rasle ud. Mere brutal humor er der i det mest hiphop-inspirerede bidrag, 'Metropolitan Glide', hvor Waits hugger sig gennem sætninger som: »Show your teeth bray like a calf/ You kill me with your machine gun laugh«. Midt på albummet møder vi Tom Waits, som vi kender ham: historiefortælleren i den talte 'Circus' og den raspende sanger i den fine lille analogi til den faldne og nedtrampede kærlighed, 'Trampled Rose'. Sammen med sin faste samarbejdspartner og hustru, Kathleen Brennan, har Tom Waits igen skabt et dybt fascinerende musikalsk univers, der konstant forandrer sig og åbner døre under lytningerne. Hvor meget man kan udtrykke gennem lyde og læber, får Tom Waits demonstreret i sine minimalistiske sange, der på deres egen sære facon er fjerne slægtninge til Björks 'Medúlla', der ligeledes er båret af det vokale udtryk. 'Kubistisk funk' Kollisioner af stilarter, instrumenter og de verbalt styrede rytmer ramler sammen til en unik hybrid, tredjeverdensskramlebluescabaret, kan vi jo kalde det. Tom Waits bruger selv udtrykket »kubistisk funk«. Uanset, hvad man vil kalde det, har man hele tiden lyst til lige at liste ind i Onkel Toms cirkus igen for at betragte den drejende scene med hele dens filmiske drama, historierne og de bizarre karakterer, der befolker dem. Tom Waits har med andre ord gjort det igen. Skabt et album med helt sit eget univers med det slidte ord 'mesterværk' tværet ud over sig med geniets fingeraftryk. Og det er et af de få kvalitetsstempler, man ikke kan slide af.