Der er noget ved den snublende rytme, de opadstræbende skalaer, den skurrende trompetsolo, udbruddet af ideer, der dufter intenst af forårets knitren. Kvartetten spiller jazz, men forsanger, sangskriver og producer Maria Laurette Friis' ruskende nyfigne, lyrisk melodiøse, af og til nærmest uskyldssøgende sange er også noget tredje eller fjerde. Hendes elegant svungne stemme, den opfindsomme skalaslalom ind og ud af jazztraditionen. Ikke avantgarde, ikke pop, et alternativ. Og de tre medspillere fylder også i de elektroniske og akustiske landskaber: Henrik Sundh slår basbuler, blæser klangbobler og fremtryller længselstoner med sine analoge synthesizere, Gunnar Halle hvisker, ånder, indskyder og bralrer gennem trompeten, og trommerne er mageløst milliontunget meddigtende under Kresten Osgoods hænder. Man kan høre noget af den lyriske, elektronisk bestøvede opdagelyst fra andre københavnske, alternative jazz-outfits som Autofant, hvor Sundh og Osgood også figurerer samt August Engkildes EPO. Men Tys Tys er alligevel dybt personlige i deres genopfindelse af jazz - som transportmiddel for store følelser og sart digtekunst, som opsuger af indtryk fra samtidsmusikken.