Historien er så klassisk rock'n'roll, at man skulle tro, at den var opfundet og skrevet ned som drejebog på et marketingkontor: De tager stoffer, så bandet er ved at falde fra hinanden. Våben og fængsler er ikke ukendte fænomener for dem. Rundt regnet hver uge havner de på forsiderne af de britiske medier. Frontfigurerne har et forhold af lige dele had og kærlighed af så stor intensitet, at det faktisk lyder, som om alle sangene handler om det. Var der nogen, der kom til at tænke på The Who, Rolling Stones, The Clash, Sex Pistols, Jam eller Oasis? I så fald særdeles oplagt. Men nu handler det om The Libertines, bandet fra London, som måske allerede er fortid i disse dage, hvor deres andet og meget stærkt imødesete album udkommer. I så fald er det frygteligt, for albummet er uden tvivl et af de mest interessante, vi kommer til at høre i år. Musikalsk ligger The Libertines stadig på linje med de bedste af de øvrige repræsentanter for den revitaliserede garage/punkrock. Men der er langt mere raffinement, lækre detaljer, variation og især gode sange hos briterne, der ligesom på debuten, 'Up The Bracket' fra 2002, har allieret sig med Mick Jones fra The Clash i rollen som (fremragende) producer. Og så er der altså det fascinerende spændingsfelt mellem guitarist Pete Doherty og Carl Barat, der både er det stof, legender er gjort af, og den onde materie, som gennemsyrer duoens sangskrivning. Bare man læser de 14 titler på det andet album, melder mistanken sig om, at det meste handler om de interne forhold - 'Can't Stand Me Now', 'Campaign Of Hate', 'Road To Ruin' og 'What Became Of The Likely Lads', til eksempel. Albummet indledes med konstateringen: »You twist and tore our love apart«, sunget af Carl Barat, hvorpå Doherty svarer: »You know you've got it the wrong way round«. Parterapi for åbent tæppe, skulle man tro, fulgt af den nøgterne konstatering: »You can't stand me now«, sunget af begge. Duetterne mellem de to frontfigurer er et særkende for The Libertines, der angriber den arketypiske angelsaksiske rockmusik med stor delikatesse og gode melodier som 'Campaign Of Hate', 'Music When The Lights Go Out', 'Narcissist' og den poppede 'What Katie Did'. Fremragende korte knaldperler, der ikke mindst leder tankerne hen på Clash og Jam i disse to stilskabende gruppers bedste stunder. I øjeblikket er Pete Doherty ikke medlem af gruppen på grund af sit stofmisbrug. Han dyrker sin egen gruppe Babyshambles og adskillige skærmydsler med politi og retsvæsen i London for blandt andet ulovlig våbenbesiddelse. Et sørgeligt kapitel i denne saga af lige dele selvdestruktion og selviscenesættelse, som ville være så endeløst ligegyldig, hvis det ikke var, fordi The Libertines virkelig har et unikt talent at forvalte. Det er naturligvis bevist med dette fine album, der ikke bliver ringere af John Hassells usædvanligt velanbragte og rene baslinjer og trommeslager Gary Powells diskrete spil. Vi er midt i en klassisk historie om det der rock'n'roll, men det gør ikke noget, hvis den fortsætter og måske ligefrem kommer til at byde på mere musik af samme høje kvalitet. Foreløbig er The Libertines dog desværre ved enden af vejen til ruinen, hvorfra man føler sig fristet til at synge med på 'What Katie Did': »Since you said goodbye/ the polka dots fill my eyes/ and I don't know why«.