Det gør den, fordi den på denne hjemmeproducerede plade synger nogle små sange, der for fleres vedkommende skiller sig stort ud. 'This Chaos Called Love', 'Run While You Can' og 'Phosphor Bronze', sidstnævnte skrevet sammen med den erfarne englænder Boo Hewerdine, er sange, der bider fra sig og bider sig fast. I en minimalistisk produktion manøvrerer 'This Chaos Called Love' sig uortodokst mellem country, tango, jazz og rock. En stilfærdigt sitrende alternativ enmands-kabaret, der måske bedst kan sammenlignes med attituden i Tindersticks. Det er alvor med glimt i øjet, men først og fremmest alvor. Et smukt spil mellem poler, som understreges af de medvirkende musikanter, der foruden et fast hold, bl.a. på albummets bedste, 'Phosphor Bronze', inkluderer rockguitaristen Rune Kjeldsen, trompetisten Kasper Tranberg og Kresten Osgood på stuebirk. Mouritz har en stemme, der kræver tilvænning, men har til gengæld lavet et album, man ikke slipper uden afvænning.