Når Robert Smith fra The Cure indimellem i de seneste adskillige år har truet med at lægge mascaraen og musikken på hylden, har der ikke altid været lige stor grund til at beklage beslutningen. Cures udspil 'Wish' (1992), 'Wild Mood Swings' (1996) og 'Bloodflowers' (2000) havde da interessante, habile, overraskende øjeblikke.´ Men indimellem var der mere vellyd end nerve over det engelske post-punk, goth-rock orkester med den karismatisk dramatiske forsanger og det store trofaste følge af fans. Nu hvor The Cure er aktuelle med et album, der bare hedder 'The Cure', varsler Robert Smith lukning igen. Men hvis 'The Cure' bliver det sidste album fra det 28 år gamle band, kunne Smith ikke være kommet med et mere værdigt farvel. For i sammenligning med de seneste ti års Cure-udgivelser er 'The Cure' betydeligt mere levende og intenst. 'The Cure' er indspillet live i lynets hast i stearinlysskær i et studie, hvor Robert Smith selv stod for produktionen sammen med Ross Robinson. Metal-produceren Ross Robinson har tidligere arbejdet med bl.a. Limp Bizkit, Korn og Slipknot. Hans erfaringer med at lave hård lyd har måske været med til at ruske op i The Cure. Den spontane indspilningsproces og flere af de nye numres ubesindige, mørke rock'n'roll-spil tvinger i hvert fald den følsomme Robert Smith til at synge med nye nerver på. 'The Cure' er som at høre Cure i gamle dage - og alligevel ikke. »I can't find myself, I can't find myself«, gentager Robert Smith i albummets allerførste linjer med frygten og forvirringen dirrende uden på det typisk desperate, ivrige stemmebånd. Men så er det, han fuldender vildfarelsen i sangen 'Lost' med at synge: »in the head of this stranger in love«. 'Lost' er en mørk, olm, smuk rocksang om at være fortvivlende ude af sig selv af forelskelse. Den er ikke albummets eneste, hvor det sortnende robuste Cure-spil er lige så tæt på lykken som på angsten. Og det er heller ikke det eneste nummer på 'The Cure', hvor Robert Smiths stemme knækker over af nærvær. I den impressionistiske ballade 'Anniversary' taber musikken både tempoet og noget af gnisten. Men det sker sjældent, og det sker slet ikke i slingrende euforiske popsange som 'Before Three', hvor der spilles og synges, så man tilgiver en banal tekst om elskov i vintermånens skær. 'The Cure' er ikke et Cure-album, man havde forventet. Det er langt bedre.