Støj som skønhed. Dette paradoksale udsagn den eksperimenterende rockmusik har rendyrket. Den japanske kvartet Mono har været støjende i samme tradition som My Bloody Valentine og mere aktuelt de tænderskærende skotske postrockere Mogwaï. Men på det Steve Albini-producerede album med den forbløffende titel 'Walking cloud and deep red sky, Flag fluttered and the sun shined' er støjen underlagt skønheden. På 'The sky remains the same' antager musikken en episk-opulent karakter. Som lydsporet til en uendeligt sørgmodig tragedie. Bagved finder man himlen over landet, hvor den første atombombe sprængtes. 'A Thousand Paper Cranes' er inspireret af fortællingen om 'Sadako & de 1000 papirtraner'. Sadako var en pige fra Hiroshima, som i 1955 fik leukæmi. En veninde fortalte hende på hospitalet en gammel legende ifølge hvilken, man fik opfyldt sine ønsker, hvis man præsterede at folde 1.000 traner af papir. Sadako foldede. Mono folder videre på historien. Musikkens hvide støj bliver foldet på 1.000 måder. Traner, himle, hospitalssenge, bølger i vand og lyd. Figurer antydes, tager form, forsvinder igen. Skyer af lyd. En trane kan blive papir igen. Lyd kan foldes til musik og desintegrere til hvid støj. Støj som skønhed. Et stærkt byggemateriale beslægtet med det rene ingenting.