Håret er stadig skulderlangt og kruset. Beklædningen er fortsat knælange, applikerede kjortler. Thomas Di Leva ligner stadig en engel. Og den nu cirka 40 år gamle sanger og musiker med det kosmiske kærlighedssyn bliver ved med at synge med en stemme, der lyder som ingen andens. Den er lys, skæv og så skør, at den er lige ved at gå i stykker. Men det gør den ikke. På nyheden 'Tiden Faller' er stemningen mindre manisk, end den var dengang i slutningen af 80er'en, hvor Di Leva brød igennem med plader som 'Vem ska jag tro på?' og 'Rymdblomma'. Siden begyndte han at spille teater og film, og på et tidspunkt gik han over til at synge på engelsk. Det er han heldigvis holdt op med igen. Poesien har en mere særegen, rørende klang, når han formulerer sig på svensk om friheden, ømheden og rædslen. »Vi behöver ingen rädsla i natten / vi behöver bara frukt, grönt och vatten« er nogle af linjerne, hvor han griber almindeligheder anderledes, pudsigt og alligevel eftertænksomt an på 'Tiden Faller'. I Sverige har albummet vækket publikums interesse for ham igen.