Tappert bliver den sky amerikaner Stephin Merritt ved med at skrive og synge poetisk grundforskning i kærligheden. Selv om det i alle parforhold ender med, at det er ham, der er til grin, som han med sort selvironi konstaterer et sted på sit første nye album med gruppen 'The Magnetic Fields', siden det tredobbelte værk '69 Love Songs' udkom i 1999. 'i' består af 14 sange med en samlet spilletid på kun 41 minutter. Stephin Merritt bruger popsangens stramme form, når han i selskab med musikere på strygere, slagtøj og tangenter trænger usædvanlig dybt og varieret ind i følelseslivets hyppigt fuldstændig irrationelle substans. Uden at tippe til siderne balancerer han mellem ironi og oprigtighed i rim med mange karske og pudsige pointer. »Feels like December, but it's May / I've gone as pale as Doris Day« er bare et par af linjerne, der klart fortæller, hvor forfærdeligt han har det. Og hvor latterligt det føles at være den, der altid får det sådan. Musikalsk går The Magnetic Fields ind for genbrug. Selv om referencerne til Brian Wilson og Phil Spector gør sangene smukke, er musikken og den dybe stemmes sprøde tonefald samtidig ramponeret af slitage. Mere romantisk og realistisk fås kærlighedssangen ikke.