Når der går hele syv år fra en afholdt rockmusikers cd til den næste, frygter man som fan, at der er noget rigtig slemt i vejen. Er talentet brugt op? Er en eller anden personlig krise blevet kronisk? Eller er lysten til musikken fuldkommen forduftet? Ligesom den for nylig tydeligvis var forsvundet for popcrooneren George Michael, der desværre alligevel valgte at udgive et album? Ligesom George Michael er den meget snart 45-årige (22. maj) Steven Patrick Morrissey en ofte omdiskuteret, britisk født crooner med en svaghed for sit eget køn og en moden mands højlydt knirkende metaltræthed af overfladiske medier, politikere og kærlighedsforhold. Men i modsætning til George Michael lyder 80'ernes indflydelsesrige sanger og sangskriver i rockgruppen The Smiths ikke, som om engagementet i musikken er borte. Tværtimod er det lysende i blussende, tvetydig lue på albummet med den udfordrende titel 'You Are The Quarry', som man roligt kan tage for pålydende. Næsten uanset hvem man er. For 'Du er det jagede bytte' er en titeltrussel, der holder stik. På begavet entertainerfacon sigter den verbalt tungt bevæbnede Morrissey efter alt, der er værd at skyde ned inden for hans synsvinkel. Og han rammer. »The whispering may hurt you / but the printed word might kill you«, synger han i et varmt og samtidig ubehageligt ømt tonefald i sit nye albums sidste sang, 'You Know I Couldn't Last'. Lige netop i dét nummer er han specielt ude efter musikbranchen, kritikerne og ikke mindst et altid vanskeligt håndterligt ego, der næres af royalties, men samtidig tæres af psykisk kummer. I andre sange er denne intelligente, midaldrende, Manchester-fødte republikaner med en bopæl på en dyr adresse nær Los Angeles og et klart, kritisk syn på alverdens magthavere også ude efter det engelske kongehus ('Irish Blood, English Heart'), den amerikanske regering ('America Is Not The World') og kristendommens martyr Jesus ('I Have Forgiven Jesus'). Altså, foruden sig selv og alle os andre. 'You Are The Quarry' er et Morrissey-album, som ud over kritik af politiske og religiøse dogmer også bl.a. indeholder et melodisk blik tilbage på ungdommens London-kvarter Camden, hvor »taxachaufførerne aldrig holdt op med at snakke«, og hvor man ifølge Morrisseys højt løftede, sårbare stemme kunne være skælvende svimmel under en gråtung, victoriansk himmel. Der er den psykologisk afslørende kærlighedssang 'I Like You', og der er 'I'm Not Sorry' med en tone af højtideligt testamente fra en mand, der ikke fortryder noget af det, han sagt. Og så er der 'Let Me Kiss You', der former sig som en kærlighedssang båret af en elskendes rummelige hjerte plus elektriske guitarer, der digter vidt, og luftbårne violiner, der jubler højt. Hvilket minder om, at Morrissey denne gang - og for første gang - med sin raffinerede varme og følsomt sprukne stemme har indsunget live i et studie sammen med et band. Sammen med fløjterne og strygerne. Med guitarer, trommer, bas og sangstemme. Alle var i studiet sammen, og der opstod en livfuld og varm musik, som holdt sig til rockmusikkens slidstærke skabelon (vers, vers, omkvæd, vers), men alligevel overskred det forudsigelige med de rigtige, få millimeter følelse og perfektion i kraft af engagement og intelligens. Morrissey skriver et sted på albummet, at han bærer sit hjerte i hænderne. Men han gør det med hovedet holdt klart. Og 'You Are The Quarry' er derfor en lige dele varm og kuldslående oplevelse. Det er salmer for ateister. Det er kærlighedssange for forsmåede. Om så guden er kristen eller et politisk system. Eller om kæresten er et fatamorgana. Det er melodiske rocksange for et publikum, som ellers ikke længere tror på, at en rocktekst kan gøre en forskel.