Der er ikke så meget pjat med trioen Hip Whips, der stinker så autentisk af sluttresserne, at ordet 'retro' næsten ikke slår til. 'Tidslomme' eller 'umulighed' synes bedre hæftet på frontmand Markus Lindmark og det gamle Korg-blæverorgel, som tilsyneladende er vokset fast til hans kridhvide fingre. Til gengæld er stemmen ravnesort, en kulmine af en patineret soulrøst, og når han med bas og trommer i ryggen kaster sig ud i pladens store, stormende epos 'Stay With Me Forever', er det til højbords med både Procol Harum, Percy Sledge og Van Morrison. Men trods denne utrolige genresikkerhed anes der også en rocket, næsten punket, energi under soulfascinationen på Hip Whips' selvbetitlede debut-ep. Den ulmer bare slet ikke kraftigt nok til, at hele foretagendet løfter sig ud af den fristende, distanceløse kultdyrkelse af en svunden tids sjæl. Det er også grunden til, at det er Moneybrother og ikke Hip Whips, der har vekslet deres soulfetich til både kunstnerisk applaus og kommerciel succes blandt vort musikelskende broderfolk. Men til gengæld - 'Stay With Me Forever' ... wow. Det kunne den sang faktisk godt gå hen og gøre.