Det er 2004, og britisk rap er født. Ikke genfødt, men nyfødt. For mens amerikanerne gennem de seneste 25 års tid har både raffineret og skamredet hiphop-genren, har briterne først nu fundet ud af at formulere en kunstnerisk og kommercielt bæredygtig rapmusik, der ikke står og svajer faretruende på skuldrene af stilarter som triphop, drum'n'bass og UK garage. Grime - snavs, sod, møg - er navnet. Kongen af genren hedder Dizzee Rascal, og han høstede sidste år - som den første rapper nogensinde - Englands mest prestigefyldte musikpris, The Mercury Music Award, for sin dystopiske, komplekse og forvirrende debut 'Boy In Da Corner'. Men spørgsmålet er, hvor længe han får lov til at besidde tronen. For nu kommer Wiley. Det, der gør Wiley til en seriøs udfordrer, er, at hans debut 'Treddin' On Thin Ice' er meget nemmere at elske. Hvor Dizzee er en vildøjet og desperat sjæl, som man ikke ved, om man skal beundre, bede om at tage en slapper eller have medlidenhed med, kræver Wileys debut langt mindre arbejde. Vi er stadig i grime-land, hvor Wiley har findyrket sin særlige variant af genren: eskibeat. Kølige synthesizere ruger over totalt afklædte rytmespor, blottet for anden pynt end ensom, metallisk klingen og ingeniørtørre computerlyde. Kulde i luften, kulde i hjertet: Pladetitlens istema er blot det nyeste eksempel på Wileys dyrkelse af frost som gennemgående motiv - sangene, som han i sin tid brød igennem med på Londons piratradiostationer bærer navne som 'Eskimo' og 'Ice Rink'. Det kan lyde lidt selvhøjtideligt, trist og/eller røvsygt, men Wiley tager sine beskedne virkemidler grundigt i nakken og strammer dem op til narrestreger. Her er ekkoer af dancehall, UK garage og amerikansk hip hop. Men først og fremmest præsenterer Wiley os for et i virkeligheden dybt poppet og - i modsætning til Dizzee - kropsligt funky take på den nye britiske undergrundsrap. Det hjælper også, at Wiley - på trods af en grundlæggende kulturpessimisme - dyrker en afslappet, næsten komisk tone over det meste af albummet: på 'Pies' hiver han en fodboldfjollesang ind som omkvæd, når han skal beskrive, hvad han har opnået. Og selv om han er 'Goin' Mad', kan hans venner godt småpludrende fortælle ham, at du altså snakker for meget, mate. 'That's What I Need' har med sin groft sammenklippede r&b-hookline den dér helt særlige, primitive friskhed, som det kun er genrer i støbeskeen forundt. Det lyder så enkelt, så enkelt - ja, næsten som om alle kunne have sat sig ned ved deres pc og lavet 'Treddin' On Thin Ice'. Men pointen er jo netop - at det kunne de ikke. Det her er ikke et spørgsmål om computerkundskab, men om musikalitet. Hvis Dizzee Rascal er grimescenens ustyrlige febervildelse, er Wiley dens måske mindre farlige, men mindst lige så musikalsk ambitiøse festoriginal. Der med konfrontatorisk sound, solid funk til benene og jovial eksistentialisme hermed giver os uden for inderkredsen chancen for at kaste os ud i noget så sjældent som en pivfrisk musikgenre. Grib den!