Chicago-rapperen Twista er ikke hvem som helst. Ikke kvantitetsmæssigt, i hvert fald: Da 'Kamikaze' blev udgivet i USA, var det direkte til en Billboard-førsteplads. Men Twista kan ikke kun sælge plader. Han kan også rappe, og det i et sjældent tjekket dobbelttempo, der er gået hen og blevet hans stilsignatur. Twista abstraherer sjældent hinsides solskin, slæder og sexsnask, så det er i hans legende omgang med sproget i sig selv, at han viser sig som en kreativ - nogle vil nok sige pudseløjerlig - fyr. Han imponerer således, når han på det Kanye West-producerede sjælerhit 'Slow Jamz' bygger snørklede broer mellem et utal af soulreferencer. Og han lyder næsten voksen, når han på den Bill Withers-samplende 'Sunshine' smider kærlighed efter både »the fine strippers who get it poppin ass« og »the single parents that's workin through the struggle«. Men der er altså ikke spunk nok i denne opgejlede raptyfon til et mere end timelangt stormvejr - og ud over to-tre smukt nuancerede Kanye West-produktioner er der heller ikke ligefrem dømt orkanstyrke på musiksiden. Nyd derfor Twista for hvad han er: dejlig lunken luft, på vej ingen steder hen i en satans fart.