Altid glad og vågen. Aldrig sur og doven. Selv ikke ved en afsked med teenageårenes troskyld og en ankomst til voksenlivets arbejdsår går bekymringerne danske Frogstone så meget på, at det sætter sig spor i stemningerne på kvartettens andet album 'Brisbane'. Og når melodierne følger med humøret i tempo, er Frogstone nogle gange et smittende glad bekendtskab. I 'Brisbane' drømmer strygere med på en tekst om at længes efter et bestemt sted, en bestemt følelse. I 'Milky Way' er Mars uden for rækkevidde, men stjernesynet og pulverkaffen er nok her og nu. Det kniber mere med at gøre indtryk, når tempoet daler, og sangene bliver fattige på konkrete ord. Så hælder Frogstone pludselig til den banale side og er tæt på at lyde som et gennemsnitligt danseorkester. Ikke at der er noget i vejen med et godt, gammeldags halbal. Andet end at musikken sådan et sted sjældent spiller den største rolle. Og at Frogstones ambition vist er en anden?