'Fuzzy' med Grant Lee Buffalo var en af mine absolutte favoritplader i 1993. Sangene var sublime og lå og skvulpede af lys og ømhed i munden på sangeren og guitaristen Grant Lee Phillips. Da trioen dukkede op på Roskilde-festival i 1994 blev det en af de særlige koncerter. En af dem, der havde den forunderlige friskhed og følelserne på sin side. Musik til hjertejubel og små nakkehår. Ud over at musikken havde respekt for The Byrds og Neil Young, var Grant Lee Buffalos rockmusik med Phillips' filmiske rulletekster ikke helt let at sætte i bås. Det knirkede gammeldags landligt i instrumenteringen, men country var det bestemt ikke. En sær blanding af traditionsbevidsthed og drømmeri på en solid bund af stærkt melodimateriale. Ikke underligt blev Grant Lee Buffalo af R.E.M.'s Michael Stipe fremhævet som det bedste amerikanske band. Der var et anerkendt slægtskab. Grant Lee Buffalo kom med på R.E.M.'s verdensturné, og da stjerneholdets Bill Berry blev syg, var det Grant Lee Buffalos trommeslager Joey Peters, der trådte til. Grant Lee Buffalo lavede i de følgende år yderligere tre cd'er. 'Copperopolis' var den mest ambitiøse af de i det hele taget musikalsk ambitiøse udgivelser. Hver cd havde en sang eller to til klassikerhylden, men det uimodståelige sus fra debuten udeblev. Det samme gjorde det helt store antal pladekøbere. Da det begyndte at stramme til i pladebranchen gik først bandet og derefter samarbejdet mellem Phillips og pladeskabet Warner i opløsning. Efter at have slikket sårene begyndte Grant Lee Phillips, at dukke op som solist på spillestedet Largo i Hollywood. Her har han efterhånden opbygget et trofast publikum. Her han afprøvet de sange, der materialiserer sig som solo-albummet 'Virginia Creeper'. Et album, hvor hans dyder som sanger og sangskriver ikke blot er intakte, men yderligere modnet. Musikalsk er der tale om et sporskifte. Væk er Grant Lee Buffalos ambitiøse forsøg på at fusionere marskandiserbutikken og krystalpaladset. Rent i fokus er en stilfuld americana, der danner en perfekt ramme om tekster, som suger næring fra samme kilde som Gram Parsons og Bob Dylan. At det eneste covernummer er Parsons', 'Hickory Wind' kan og skal ses som en cadeau. Violin, banjo, mandolin og dobro spiller store roller. Der er en ro og modenhed, som uden at sætte den tidligere nerve over styr, giver en ny fornemmelse af dyb balance. Den tidligere filmskoleelev Phillips laver sange, der ligner på én gang klare og flimrende levende billeder til øret. Øjebliksbilleder og beretninger. Hverken Mona Lisa, Calamity Jane eller Casanova er den ægte historiske vare, men arketypiske figurer, der spiller deres rolle i små amerikanske dramaer. Anderledes med 'Susanna Little', hvor Phillips anerkender sine indianske rødder, som nedstammende fra Creek-stammen med en episk beretning om den indianske Susanna Little. Hun blev tvangskristnet, indoktrineret og massevoldtaget, mens stanken af olierigdom hang tungt over Oklahomo. Men historien har en overraskende pointe. Der som alt andet ved 'Virginia Creeper' er uopstyltet opløftende. »Stories that keep you alive«, som Grant Lee Phillips udtrykker det på sin fornemme opstandelse som solist.