Ola Frick og Carin Johansson har et problem. De er pokkers ferme sangskrivere. Og det gør dem simpelthen for gode til at låne fra eller højpolere deres yndlingsforlæg: My Bloody Valentine, His Name Is Alive, Grandaddy, Dandy Warhols, sene Beach Boys og ditto Beatles. De rammer ikke nok ved siden af, og Moonbabies' andet album, 'The Orange Billboard', er tit faretruende tæt på et 'en til en-forhold' til inspirationskilderne - eller på at omstøbe dem til lige lovlig pæn voksenrock. Men så er det, at legesygen, opfindsomheden og agten og magten til at udfordre deres iltfattige formfuldendelse får skabt lidt gennemtræk. Blæserklingende guitarer slår buler i popkarosseriet, et manende orgel flyder majestætisk, en vinylplade i tomgang trækker sin sørgmodige hvislen gennem en hel sang, og bulede støvbeats sukker under Fricks og Johanssons stemmer, der smyger sig så smukt om hinanden albummet igennem. Det hjælper på flere numre. Titelnummeret, 'Slowmono' og 'Sun A.M.' er fremragende. Det er bare ikke nok. Broderparten af 'The Orange Billboard' er i sidste ende for modhagefrit, især når melodierne kammer over i sentimentalpop. Moonbabies trænger til at lege og kradse mere og polere og idyllisere mindre - blive lidt mindre voksne.