Jeg glemmer aldrig første gang, jeg hørte Lead Belly synge 'C.C. Rider'. Jeg var som fortryllet. Som de fleste i min generation voksede jeg op med at lytte til rock'n roll. Men i samme øjeblik, med ét slag kunne jeg høre, hvor det alt sammen var kommet fra. Og jeg kunne høre, at ånden bag musikken, bag denne stemme og denne guitar kom fra et sted, langt, langt længere tilbage i tiden". Med disse ord indleder Martin Scorsese sin præsentation af 'The Blues'. Et 5 cd-sæt, der omfatter i alt 116 optagelser med blueskunstnere. 'En musikalsk rejse' er dets underrubrik, og udgivelsen er ikke blot en rejse gennem tiden, fra den tidligste optagelse med Mamie Smith i august 1920 til den seneste med Keb' Mo' & Corey Harris fra april sidste år, men også en rejse fra sted til sted, fra Mississippiflodens delta til Kansas City og Chicago, der følger den udvikling fra almuekultur over rhythm´ n blues og rock'n roll til den neonlysende storbymusik, bluesen også kan være. I SCORSESES PROJEKT, der på fire undtagelser nær (blandt dem 'Savoy Blues' med Louis Armstrong) lader sangen stå i centrum, er det da også påfaldende, hvor meget mere udtryksfuld og varieret bluesen i flere tilfælde kunne fremstå i sine oprindelige former, når det - som for Blind Lemon Jeffersons eller Skip James' vedkommende - kun er en mand og hans guitar, man lytter til. Så var der heller ingen grund til at være nøjeregnende med, hvor mange slag, der skulle gå på en takt eller hvor mange takter på et vers. Det var først i sammenspillet mellem flere instrumenter, at bluesen med tiden skulle finde sin form i det tolv takters skema, der er det almengyldige i dag. Jazzfolket har naturligvis altid været fortrolig med bluesen. Uden den var der ingen jazz. Og de fleste kendte vel navne som Bessie Smith, Billie Holiday, Jimmy Rushing og Joe Turner, der naturligvis alle er med i Scorseses samling. Men det kom som en overraskelse, da bl.a. en folkemindesamler som Alan Lomax i 1930'erne fandt frem til en række gamle country bluessangere, der var gået i glemsel. Og i 1960'erne mødte vi tilmed nogle af disse legendariske skikkelser i levende live, da koncerterne under devisen The American Folk Blues Festival i 1960'erne var en årligt tilbagevendende begivenhed. EN SÅ OMFATTENDE dokumentation som den foreliggende rummer unægtelig også mere trivielle indslag, og ikke mindst blandt rhythm'n blues-numrene er adskillige af yderst tvivlsom kvalitet. Men vil man fortælle bluesens historie, så er også de en del af den. Så meget desto stærkere står de mange fremragende bidrag med bl.a. Son House, Robert Johnson, Charles Brown, Sister Rosetta Tharpe, Ray Charles, Jimmy Witherspoon, Janis Joplin, B.B. King, Johnny Winther, Jimi Hendrix, Derek & The Dominos, Z.Z. Hill, Luther Allison og Peggy Scott- Adams. For blot at nævne af dem. 'Martin Scorsese Presents The Blues' er også titlen på en tvserie på syv film, hvor seks af hans instruktørkollegaer, Charles Burnett, Clint Eastwood, Mike Figgis, Marc Levin, Richard Pearce og Wim Wenders, hver for sig har givet deres bidrag ud fra deres personlige syn syn på bluesen. Og ud fra hver film er der så igen produceret hver sin cd, hvis enkelte indslag dog for manges vedkommende i forvejen findes i 5 cd-sættet.