Var det en hyldest til doktor død, Joseph Mengele, der ombragte tusinder af mennesker i nazisternes KZ-lejre i Tyskland? Eller var det et snapshot af en ualmindelig ond virkelighed, fremkaldt med en bragende blitz i form af tordnende intens dødsmetal? »Auschwitz, the meaning of pain/ The way that I want you to die/ Slow death, immense decay/ Showers that cleanse you of your life/ Forced in/ Like cattle you run/ Stripped of Your life's worth/ Human mice, for the angel of death«. Da Tom Araya spyttede ordene i sangen 'Angel Of Death' ud som brændende projektiler fra helvedes hede kæft første gang i 1987, var fanden løs med det samme. Araya var sanger i den tunge rocks nyeste sensation, Slayer, fra Los Angeles i Californien. Et band, der gik til ekstremerne på alle måder med det mest brutale udtryk, verden endnu havde hørt. Produceren Rick Rubin faldt for Slayers fuldkommen kompromisløse torden og producerede albummet 'Reign In Blood'. I USA blev det en stor succes, men i Europa tøvede pladeselskabet på grund af sangen om Joseph Mengele. Til sidst slap albummet ud og Slayer, der til dato fastholder, at sangen blot var en registrering af, hvad der kunne være sket i doktor Mengeles hjerne, kunne blot juble over den reklame, balladen havde givet. Rabalderet har hængt ved kvartetten lige siden. Gennem det, der er nu er blevet til 20 år i Satans sorte tjeneste, har Slayer formået at bevare positionen som et af klodens mest kontroversielle bands. Lidt af en bedrift for folk i 40-års alderen. At der er grundlag for virakken, kan enhver overbevise sig om ved at vove sig ind på det såvel fyldestgørende som fremragende boxsæt med den alt sigende titel 'Soundtrack To The Apocalypse', der er udsendt for at markere 20-års jubilæet. Her springer de nådesløse sange om vold, død, lemlæstelse og mord frem som de mest bestialske scener fra alverdens gyserfilm, klippet sammen til et satanisk mesterværk. Netop horrorfilm er en massiv inspirationskilde for Slayer, der selvsagt har malet sig op i et musikalsk hjørne ved den brutale stil med stålsatte guitarer fra Kerry King og Jeff Hanneman i knivskarpt parløb, støttet af kirurgisk præcise rytmer fra bassist Tom Araya og den jazzuddannede trommeslager Dave Lombardo. Omvendt har den rene satsning på ondskab og metal af den mørkeste slags sikret Slayer et loyalt følge af fans, som med glæde vil aflevere afrevne lemmer fra egen krop for at overvære en af gruppens centrifugale koncerter. Fordi der ikke er noget pjank, tåbelige manerer eller modeluner hos Slayer. Her får man altid den rene råvare skudt i ansigtet af verdens heftigste riffkanon. Ekstremt intense koncerter er stadig gruppens ubestridte varemærke. Hvad man kan forsikre sig om på den dvd, der følger med her med koncertoptagelser og scener fra dengang, Slayer stadig gik med makeup. Den har ikke verdens bedste lydkvalitet, men det har til gengæld musikken på de tre cd'er, der består af to 'greatest hits' og en med sjældenheder fra bl.a. de tidligere år. De samler karrieren fint op til og med det seneste mesterværk 'God Hates Us All', og viser det paradoksale, at Slayer på en god dag stadig står for verdens ondeste musik. Og hvem kan, helt ærligt, ikke trænge til det?