Backstage, Roskilde Festivalen, engang i de sørgmuntre 1980'ere. I sine læderbukser svajede Allan Vegenfeldt rundt i den skurvogn, der var tildelt The Sandmen. Som den ultimative rockgud, parat til at spænde sig selv foran skuret og slæbe det hele vejen til stjernerne. Sammen med hele festivalen, om nødvendigt. Maskulin, dæmonisk, ukontrolleret og med brand i blikket. Jim Morrison fra Svogerslev. Omkring ham fulgte en håndfuld pressefolk, med øl i næverne, sangerens mindste gøren og laden. Vegenfeldt vidste det og tog udfordringen op med sin helt særegne blanding af kejtet sjakbajs og genert lærling. »Har I nogensinde set en rockstjerne tage stoffer«, spurgte han pludselig. Ingen svarede. »Så skal I fanme få det at se nu«, nærmest råbte han. Og gjorde, som han havde proklameret. Næsten som på beregning. Et hvidt pulversus på vej mod etableringen af myten. Som Danmarks eneste vaskeægte rockband i en tid, hvor scenerne var befolket af familievenlige poporkestre med kvindelige sangere, som aldrig ville kunne støde nogen til grillfesterne i parcelhuskvartererne. Men også kun næsten. For der var intet, der antydede, at beregning var en del af planen for det nærmest hysterisk vågne Ole Lukøje-orkester, som havde sat sig fuldkommen på tværs af øjeblikket. Drevet af instinkter frem for koncepter. Der blev The Sandmen fra starten i midten af 1980'erne til benzinen var brugt op i 1993. Båret oppe på naturlige instinkter, et tungt rytmisk groove aldrig hørt før eller siden i dansk rock, drifter og en utæmmelig trang til at fyre den af og brænde det hyggelige danske stearinlys helt ned. Fra alle ender og kanter. Sandmen trillede 1980'ernes behagesyge sovepillepop væk og langede en rå rock ud på trods og tværs af tiden. Bandt 1960'ernes garagerock sammen med 1990'ernes elektroniske eksperimenter, båret oppe på et svampet tæppe af seje, gyngende grooves. Leveret lige i mellemgulvet som rytmiske remser til boksebolden af Allan Vegenfeldt med den fine timing og uhørte frasering. Som i de arketypiske 'Get Up Get Out', 'Can't Cry No More', 'Devil's Way', 'Long Leg Sally' og gruppens måske fineste øjeblik 'Weather With Heather': »Always trippin' with Heather, feeling high together/ Never straight with Heather/ oh, I bless the day I met her/ I' m gonna make her mine, all mine/ Making babies with Heather, we're doing everything together yeah«. Velsmurte, letduvende linjer, bundet sammen af Allan Vegenfeldt som en ustandselig bokser med et kolossalt arsenal af kropsfinter og rulninger på kant af et evigt knockout fra det elastisk rytmebombardement. Fra Michael Rasmussens trommer og Ole Wennikes bas, der ganske enkelt var den bedste rytmegruppe nogensinde i Danmark. Med et sprødt klingende tag fra Sam Mitchel og Stefan Jensens guitarer over sig. I smukt samspil med gruppens flossede ballader, der blottede den maskuline sårbarhed og de pivåbne længsler med mere end et strejf af melankoli og blåtonet country - 'Writing On The Wall', 'Ode To Will', 'House In The Country' og '5 Minutes Past Loneliness'. The Sandmen mindede ikke om nogen eller noget i Danmark. Rolling Stones var et indlysende forbillede, men i virkeligheden var Sandmen snarere Oasis, før Oasis blev til. Men først og fremmest var Sandmen sig selv. I et rodløst og rastløst angreb på alt og alle. Et adrenalinskud i røven på den gumpetunge danske selvopfattelse af provins, pænhed og pop, fyret af fra København K. Et band, der var dømt til at høre til i nuet, til at knalde ud i strømme af øjeblikke og til at forsvinde lige så hurtigt, som det dukkede op. Uden at sætte sig nævneværdige spor i skikkelse af oplagte disciple eller efterkommere. Typisk nok har end ikke gruppens medlemmer hver for sig med Allan Vegenfeldts underligt inkonsekvente forsøg på at etablere først bandet Nerve og siden en solokarriere ramt et publikum. Måske fordi kompromisløsheden og konsekvensen blev brugt op i The Sandmen? I hvert fald er det betryggende at opleve, hvor godt det velkendte groove og de stolte melodier står sig ti år efter bruddet. Et brud, der nærmest bestod i, at hovedpersonerne luskede ud i natten ad bagdøren, fordi missionen var fuldendt. Nu har Sandmen endelig taget (arbejds)handsken op igen med det dobbelte album 'Beauties And Beasts' med 17 kendte sange og 18 mere eller mindre ukendte sange, som enten aldrig har været udgivet eller kun findes i vinyludgaver. Under alle omstændigheder en grandios påmindelse. I værste fald en hurtig statusopgørelse, inden bagdøren atter kalder. Og i bedste fald en genopfindelse af den særlige kemi og kreativitet, der herskede inde bag det umiddelbare kaos. Om Sandmen virkelig var slidt op, som medlemmerne siden hen har forklaret om de sidste måneders stadig mere tomme turneer uden samtaler i turbussen, skal snart vise sig. I november tager gruppen på turne igen og billetsalget antyder, at forventningerne er ligefrem proportionelt med det savn, mange har følt i årevis. Chancen er der med andre ord for sjællænderne med 'Western Blood' i årerne. Men om de tager den, er umuligt at vide. Sandmens veje er uberegnelige, og der er helt sikkert ingen masterplan. Foreløbig må vi glæde os over, at Ole Lukøje står pivåbent igen.