Danske Dicte har fået the blues. Og hun lyder, som om hun aldrig har haft det bedre. En selvmodsigelse? Ikke her, hvor Dicte er 'Gone to Texas', som hun kalder sit soloalbum nummer fem, der udgives på eget selskab. For Dictes Texas er et åbent, tørsandet landskab, hvor den langmodige og tålmodige kærlighed er lige så legende, som den er drænende. Dicte bruger Texas og the blues som en form, ligesom hun på tidligere soloudgivelser har lagt sig i hælene på smarte, londonske stiltræk eller udforsket teatrets dramatiske udfoldelsesmuligheder. Forskellen mellem Dicte før og nu er en blanding af stil og stemning. Det er, som om bluesmusikken - blandet op med funk, soul og pop - klæder sangstemmen og sangskriveren af til skind, ben og lyst. Hvor hun tidligere kunne fremstå som en interessant og sexet rockkunstner udstillet i et lydens glasbur, er hun nu til at føle. 'Gone to Texas' har mindre kunstfærdig facade og mere krop. Fra albummets første nummer 'Make It Alright' rammer Dicte sammen med blandt andre trommeslageren Laust Sonne og den faste musikpartner, tangentspiller, programmør og producer Kæv Gliemann en bluesåre, der både er slæbende tung og lokkende poppet. 'Vi klarer den', smiler budskabet i 'Make It Alright', hvor Dictes stemme ligger tillidsfuld og lun i en melodi med et ekko af reggaefornemmelse. Ligesom i 'Make It Alright' minder Dicte i 'No! (Let Me Hear You Say)' og i 'The Moody Blues' en smule om Polly Jean Harvey i blueslune. Dicte er mere popmelodisk og mindre kontroversiel og nyskabende i sine kompositioner. Men især i 'The Moody Blues' kan hun skabe noget af den samme stemning som sin engelske kollega. Hun lyder som en snedig slange, der er så tør, at huden drysser skæl og så sulten, at munden drypper vand. Cirka halvvejs inde i albummet skifter Dicte rute. 'Crawling' er en tiggende bluesgang, der understreges af strygere og varsler skiftende horisonter. Senere følger 'Sweeter' med bas- og keyboarddrevet bluesfunk og 'The Good Life' med en melodi så let og melankolsk arrangeret som et Cardigans-hit. Før hæse Kelis pludselig dukker op som en hørbar inspiration til et småsyret soulnummer. Det er ærgerligt, at Dicte mange steder minder tydeligt om andre musikere, der har lavet noget lignende før. Men det er samtidig godt, at 'Gone to Texas' ikke kører i en snæver og spartansk instrumenteret bluesgang, man hurtigt ville finde for fantasiforladt. 'The Good Life' er et eksempel på, at Dicte kan give sin popblues et personligt præg af lavtgående nordsol. Fuldstændig som om der er et Texas inde i os alle sammen. Og er det måske ikke lige præcis dén illusionskunst, rockmusikken kan?