The Neptunes er det største musikalske producerteam i verden i dag. Med et vanvittigt antal opgaver for alt og alle, fra The Rolling Stones til Justin Timberlake til P. Diddy, har Virginiaduoen for længst etableret sig som markedets sikreste leverandør af pophits med udgangspunkt i hiphop og r&b. Der er nemlig ikke er noget som helst at tage fejl af i produktionerne fra d'herrer Chad Hugo og Pharrell Williams - hvoraf den sidste er blevet en slags ikon for succes, når han dukker op i diverse musikvideoer iført sin karakteristiske truckerkasket. Deres sange er næsten altid bygget militant disciplineret op omkring et uafrysteligt destillat af et ledemotiv - en ætsende skarp guitar, et grundigt gentaget hornriff, en fremmedartet synthesizerfigur. Og så er der trommerne: knaldhårde, øreflænsende kompakte og millimeterpræcise. The Neptunes skærer direkte ind til musikkens funk- og/eller sexnerve og smider alt andet væk. Det er popmusik for en generation, der kræver effektivitet i udtrykket og lir for skillingerne. The Neptunes er det nye årtusinds første producergiganter, og deres fokuserede musikattack er et uimodståeligt, men også indsnævrende paradigmeskifte i forhold til forrige årtusinds sidste store producernavn, Timbaland. Hans særkende var - og er - nemlig at insistere på kompleksitet, et virvar af lydindtryk, der både lamslår og opdrager lytteren. På toppen af deres karriere har The Neptunes nu valgt at udsende 'Clones', deres første egentlige album i eget navn - hvis man ser bort fra deres alias N*E*R*D. Men skønt i selskab med en sand stjerneparade af rappere og sangerinder underpræsterer de sådan set over det meste af linjen. Pharrell Williams' egen 'Frontin'' hører dog til de relative højdepunkter med hans wannabe-Curtis Mayfield-falset i fokus for diverse former for elektronisk klangforherligelse. Pop-rapperen Nelly er også med, men 'If' lyder blot som hans megahit 'Hot In Herre' i trekvart tempo. Til gengæld er 'Hot' med nykommeren Rosco P. Goldchain endnu et imponerende eksempel på Neptunes' evne til at skabe særprægede ørehængere ud af de mest usandsynlige elementer: et sugende, udefinerbart synthesizersample, distræte bækkenslag og subtil pladeknas/rislen/raslen. Snoop Doggs 'It Blows My Mind' og to stupide neo-punknumre forekommer derimod som grotesk fyld. En ny N*E*R*D-sang, 'Loser', byder på en syndflod af et rockbeat præget af naive guitarer og herligt forstyrrende håndklap. Dancehall-genren er okay repræsenteret ved Super Cat, og Clipse bidrager på to jævne numre. Også Ludacris, Busta Rhymes, Kelis, en veloplagt Nas samt selveste Dirt McGirt (tidligere frygtet som Ol' Dirty Bastard) dukker op på en plade, der lever lidt for godt op til sit navn: en række ukoncentrerede semi-kloninger af The Neptunes' tidligere meritter og mesterstykker. 'Clones' er med andre ord ikke nogen forståelsesnøgle til The Neptunes' stjernestatus og utrolige effektivitet. Er det en sådan, du søger, bør du i stedet sammensætte dit eget album af følgende ti musikalske knaldperler: Mystikal: 'Bouncin' Back', Clipse: 'Grindin'', Kelis: 'Caught Out There', Justin Timberlake: 'Like I Love You', Baby aka Birdman: 'What Happened To That Boy?', N*E*R*D: 'Provider' (original version), Nelly: 'Hot In Herre', Ms. Jade: 'The Come Up', Britney Spears: 'I'm A Slave 4 U' og Ol' Dirty Bastard: 'Got Your Money'.