Under og over John Cales mørke og mytiske stemme danser musikken meditativ frem. Der er de orientalsk ornamenterede klaviaturer. Der er de nynnende stemmer i sammenslynget flok. Og der er de lette, fjedrende trommerytmer til at fremhæve og også løfte den tyngde og alvor, som karakteriserer John Cales stemme. Det er en stemme, som ikke har udgivet et album i syv år og sandsynligvis ikke kendes af ret mange musiklyttere født i 1970 eller senere. Men man behøver ikke at være en af dem, der har fulgt med i John Cales respekterede og omskiftelige karriere siden hans tilstedeværelse i den præ-punkede indflydelseskilde Velvet Underground i midten af 60'erne for at falde for stemmen og musikken på mandens nye album. Det er en stemme, der slår benene væk under en. Og det er en musik, som tit får fødderne til at vippe muntert, selv om den er både aparte og avantgardistisk og andet fint. Dialogen mellem mørke og lys, alvor og humor, populærkultur og elitær kultur præger overordnet hele 'HoboSapiens', som John Cale kalder sit album. Selv titlen har både humoren og alvoren i sig. 'HoboSapiens'. Det vagabonderende menneske. Den rastløse mand. Og også den lydhøre, omstrejfende musiker, som kan bruge løs af alt muligt fra rock'n'roll til chansons, folklore og trip hop, uden at nogle af elementerne krymper til skabelonagtige stiltræk. 'HoboSapiens' er næppe et album, som vil fare ind på hitlisten i USA, hvor John Cale har haft bopæl (i New York), siden han som ung flyttede hjemmefra Wales. Dertil er John Cale for ukendt af de mange. Det er for de få, han rager op som en søjle og har gjort det, siden han var lydarkitekten, medsangskriveren og den klassisk uddannede violinist, bassist og tangetspiller i Velvet Undergrund, hvor Lou Reed var det andet kæmpetalent. Siden 1970 har Cale arbejdet som producer og indspillet mere end en snes soloplader. Uden at få et kommercielt gennembrud. Blandt Cales mest kendte arbejder siden tiden i Velvet Underground er nok så sigende albummet 'Songs For Drella', som han lavede i 1990 sammen med sin betydeligt mere eksponerede kollega - og rival - Lou Reed. Dusinet af numre på 'HoboSapiens' viser, at John Cale ikke er kommet sovende til sine 61 år. Han har lyttet og lært. Og han vagabonderer her i selskab med bl.a. medproduceren Nick Franglen fra den elektroniske popgruppe Lemon Jelly t rundt og klunser efter behov fra musikhistorien. Vitalt, voldsomt, teatralsk og fantasifuldt. I 'Caravan' har han hånden nede i en lomme fuld af snavset uld og ryster af frygt for at komme for sent til det ene og for tidligt til noget andet. Tiden som en øjeblikkets ødelæggende hofnar bliver omvendt sat ud af spil det overvejende instrumentale nummer 'Bicycle', hvor John Cale er glad. Og oven i købet poppet. Hvad man måske ellers ikke forventer af ham. Af saftig, frækt skramlende rock'n'roll forventer man ingen indblanding fra klassisk arrangerede strygere. Men i John Cales 'Reading My Mind' er violinerne en integreret del af en forelsket rocksang, der taler mere til kroppen end til intellektet. Endnu mere klar i kompositionen er den første af albummets to versioner af sangen 'Things'. Ting koster, synger John Cale med en stemme, der lyser stor og kulsort. Referencerne til litteraturen, musikken, filosofien og billedkunsten spøger legende i teksterne. Et nummer hedder blot 'Zen'. Et andet 'Archimedes'. Og et tredje er opkaldt efter 'Magritte', og her glider både paraplyer og bowlerhatte »into the ages of vision«, som spilles af samples og håndstrøgne violiner side om side. Det tager tid at lære 'HoboSapiens' at kende. Det er lidt med albummet, som det ifølge Cale er med mennesket: Det kan godt være, at vi tror, vi er blevet klogere. Men vi kender ikke halvdelen af det, som findes, synger han i 'Zen'. Det er en sandhed, man er nødt til at have en vis alder for at kende dybden af. John Cale har alderen. Han er en musikalsk veteran med moderne lyd og en nysgerrighed, der sætter sig spor i en befriende utilpasset musik.