Der er anderledes langt mellem tonerne på Plutos andet album 'Støv eller støj'. Og der synges på dansk. Hamrende lyrisk dansk faktisk: »Hvad så/ den dag jeg smelter (...) og mine ord er slidt så tynde/ at man kan se igennem dem«. Måske lige lovlig meget Strunge, men ordene emmer af ånd. Sangene er en art rockakvareller. Transparente, tegnede med lette strøg. Bassen afstikker bløde klangpunkter, som sangerne kan hviske, guitarerne kan glitre og tangentinstrumenterne kan sukke hen over - et sted i feltet mellem amerikanske Low og vor egen Nikolaj Nørlund - dog afbrudt af et par huggende guitarudbrud undervejs. Men selv når der larmes og kradses i ægte shoegazerånd, er det tilbageholdt, underspillet. Man henføres af forsanger Thomas Thomsens sadcore-sange, der ikke frygter enkelhed, langsomhed, lavmælt patos eller at tangere det banale, der bare nogle gange er så forbandet ægte.