En varm sommerdag med udstødningsgas og tørt støv i storbyens stillestående luft. Hvorfor ikke søge tilflugt i en forretning med aircondition, falmede plakater fra Russ Meyer-film på væggen og stakkevis af brugte plader på vinyl lige til at hale inspirationen frem fra? At dømme efter opus to, det første egentlige album fra det hotteste af alle de hotte danske rocknavne, The Raveonettes, har Sharin Foo og Sune Rose Wagner brugt hvert eneste frikvarter i deres igangværende erobringstogt af den ganske verden til at rode i rockens fortid. Angiveligt var det da også fælles referencer i gammeldags vinyl, der førte duoen sammen for et par år siden. I mellemtiden har Raveonettes i høj grad været med til at hive den slidte rockmusik op fra røvbaldebedet og omplante den til de hippeste haver. For det, nogle kalder 'generation Cool', er rockmusik ikke længere noget med halvgamle mænd med hængerøv, der spiller luftguitar med et par fadbamser til 'Born To Be Wild'. Grupper som White Stripes, The Strokes, Black Rebel Motorcycle Club og danske Raveonettes har været på plyndringstogt i tidsmaskinen. Belæsset med brugbare musikalske ideer har horden af nye rockbands ført genren op til nutiden ved at stramme op, gøre rocken cool, modebevidst og sexet igen. Så man næsten skulle tro, at den samme stylist har trimmet musikken hos alle de nye navne. I hvert fald var der mere stil og dristig udførelse over det første minialbum med Raveonettes 'Whip It On' sidste år end musikalsk tyngde. »Den alternative rocks svar på Roxette, men i det mindste havde Roxette melodier«, som en anmelder anførte. De komprimerede knaldperler, der alle var indspillet i mol i en nedtonet produktion, foldede sig sjældent ud som melodier med mod på mere end øjeblikkets forførelse. Efter at være flyttet til London, udråbt til rockens største, nye håb, turneer i USA og England, en gigantisk international pladekontrakt og en hulens masse virak, er Raveonettes så endelig klar med 'Chain Gang Of Love'. Med Sharin Foo og Sune Wagner på det sort/hvide cover på hver sin gamle motorcykel i bedste Russ Meyer-stil klar til at køre spidsrod gennem de utallige referencer, der gemmer sig på den halve times tid, det varer at fyre 13 sange af. Faster Pussycat, spil, spil! Med andre ord har Raveonettes holdt sig til det stramme, næsten dogmeagtige koncept for musikken. Kun to sange varer længere end et pophits magiske tre minutter med overskridelser på henholdsvis 8 og 15 sekunder. Alt er, som lovet ved udgivelsen af mol-pladen 'Whip It On', holdt i dur. Det er, som coveret lover, »rock'n'roll med piskesnert«. Samtlige pedaler får et tryk 16, så guitarerne vibrerer, danser, hviner og hyler i den flossede lydmur af hvid støj, Sune Wagner sammen med produceren bag de tidligste album med Blondie, Richard Gottehrer, har bygget op med de klodser, de har fundet i Phil Spectors lydlaboratorium. Rejsen fra mol til dur løfter de små sange op i de højere luftlag, hvor kærlighedens vimpler blafrer over kærlighedens haver, hvor transistoren er indstillet på små hengemte perler fra halvtredsernes og tressernes uskyldige pop. Alle sangene lyder som duetter mellem Buddy Holly og Debbie Harry fra Blondie, der har fået Jesus And The Mary Chain som backingband i en produktion af Phil Spector. »Can´t you feel it all come down/ can't you hear it all around/ at the place where lost is found/ that great love sound«, som Sune Wagner synger i den lige dele triumferende og iørefaldende single 'That Great Love Sound'. Ved første gennemlytning den ultimative hyldest af den uskyldige kærlighedssang for halvtredsernes teenagere. Men, viser det sig snart, også et desperat, om end stærkt kontrolleret, forsøg på at vinde den tabte forelskelse tilbage. Typisk for komponisten Sune Wagner, der med tungen enten lige i munden eller godt gemt af vejen i kinden, med elegance og underspil har det med at forklæde sine sange som en sommerflirt, der indledes med lyse og lokkende toner for senere at køre helt af sporet og ind i de mørke, fugtige skygger. Som den spøjse 'Dirty Eyes (Sex Don't Sell)', der næsten synges som et lydeligt suk for liderligheden. Rastløs romantik indfanget med et kamera, der konstant søger de gamle b-films optik. Med manuskripter om unge elskende, der farer vild i følelser og lidenskab, unge forbrydere, som smedes sammen med kærlighedens lænker, sød sensualitet, vild og uhæmmet sex. »My girl is a little animal/ she always wants to fuck/ can't find a reason why/ I guess it's just my luck«, som Sune Wagner konstaterer i 'Little Animal' med en af sine velsmurte og effektive remser over et guitarriff, man ikke glemmer lige med det første! De kulørte lamper er med andre ord tændt i træerne til en hyldestfest for alle inspirationskilderne. Indimellem drysser en ballade som 'Love Can Destroy' dog ned mellem de oplyste blade med bittersød melankoli i et øjeblik, inden vi kommer tilbage på sporet igen med knivskarpe trommer og de digitale drop, der hele tiden klikker under Raveonettes. Ikke mindst i titelnummeret, et rastløs udbryderforsøg af kærlighedens trivielle kædedans med referencer til Sam Cookes udødelige 'Chain Gang' med de dybe 'hu-ha!'-råb og raslende jern. »I'm on a chain gang of love, wasting my time,/ I'm just a prisoner of love«, synges Sune Wagner og trækker Sharin Foos smukke lyse sirenesang med på endnu en flugt ud i skyggerne. Ud til de andre 'Untaimed Girls' i en sød sommerstund, hvor kulden dog lurer lige under dynen - »sweet summer all around/ can you feel it goin' down«. Luften mellem de to stemmer sitrer af sex og erotiske eksplosioner. Vil det, eller vil det ikke lykkes for de to at forbrænde noget af den opsparede lyst og få stillet sulten sammen, inden fælden klapper igen? Svaret må man selv gætte sig til, for lige så meget som Raveonettes mestrer antydningens kunst, lige så lidt har duoen lyst til at levere klare svar. Med imponerende sikkerhed bevæger bandet, der fuldendes af Jacob Høyer på trommer og Manoj Ramdas på guitar, sig på sin skarpe, stilistiske knivsæg. Det er lige så sort-hvidt som coveret. Enten er det forelskelse fra første sekund, eller også er det en musikalsk spændetrøje, som ikke giver plads til personligheden og hjertet. Eller komplicerede melodiforløb. Medmindre man da ser gennem de musikalske dogmeregler for Raveonettes og finder frem til kernen inde bag konceptet. Ligesom indholdet af dogmefilmene skal Raveonettes ikke dømmes på nogle beslutninger, lytteren ret beset kan være ligeglad med. Snarere på en lyd, en stil og nogle sange, som er ramt lige på kornet og forlænger fortiden, sommeren og kærligheden med den lette legelyst, der er så opløftende ved Raveonettes.