Som bekendt var det Nirvana, der med 'Nevermind' i 1991 fik æren for, at den såkaldt alternative rock i form af grunge fik sit største gennembrud nogensinde. Men året før var et vildt, spraglet, psykedelisk, sexbesat og dekadent fra Los Angeles ved navn Jane's Addiction længere fremme end Kurt Cobains trio fra Seattle med det stadig væk forunderlige eksperiment ved navn 'Ritual de lo Haitual'. »Mine damer og herrer. Vi har mere indflydelse på Deres børn, end De selv har. Men vi elsker dem!«, lød det indledende budskab på albummet, affyret på spansk af den latinske diva. Cindy Lair. Naturligvis var linjerne forfattet af gruppens sanger og tekstforfatter Perry Farrell med den sært nasale stemme. En mand, der ofte optrådte i kun et gummikorset og havde for vane at hale sin tissemand frem under koncerterne. Samt naturligvis i lighed med resten af bandet at pumpe sin krop op med alle tænkelige stoffer, skyllet ned med sprut. Fordi den slags vaner ifølge Farrell fremmer den kreative proces. Et synspunkt, der i høj grad understøttes af det fremragende 'Ritual de lo Haitual' og gruppens andet vigtige album, 'Nothing Shocking'. Som dog begge er prægede af et syndigt rod og en mangel på klarsyn, vi nok også må tilskrive den voldsomme og vedståede brug af stimulanserne. Efter en lang musikalsk omvej med bandet Porno For Pyros, som i 1996 barslede med det blødere, men stadig fine 'Good God's Urge' og en reinkarnation af Jane's Addiction med bassist Flea fra Red Hot Chili Peppers som gæst, er bandet nu tilbage i oprindelig besætning, dog minus bassist og komponist Eric Avery, der er afløst af Chris Chaney. Men Farrell med den karakteristiske stemme og guitarist Dave Navarro med sit oplivende og sine steder sonisk flyvende spil er stadig front for et band, der med sit første album med nyt materiale i 13 år har begået et comeback af overraskende stort format. Ved første ørekast er det tordnende hyperrockere som 'True Nature', 'Strays', den funky og stramme 'SuperHero' og 'Hypersonic', der rammer hårdt og chokerende præcist. Men ved næste lyt er det værd at bide mærke i de mere stille og ægte eftertænksomme sange som 'To Match The Sun' og 'The Price I Pay'. Sidstnævnte med en sylespids og ironisk Perry Farrell i morbid og morsom selverkendelse: »I always do the wrong thing/ But I got a good reason«. Veloplagt og cool, som resten af et album, der er tydeligt præget af, at Jane's Addiction har skåret gevaldigt ned på forbruget af stoffer. Det lyder, som om bandet, for nu at bruge en tyk kliche, kan nøjes med at blive høje på musikken nu om stunder, hvor et flot nummer som 'Riches' elegant bygger bro mellem to så modsatte rockmastodonter som Red Hot Chili Peppers og Pink Floyd! Fremragende og klart produceret af veteranen Bob Ezrin. Heldigvis uden at give køb på den storladne dekadence, ødselheden, hedonismen og den spankulerende elegance i rockbedet. Der er bare ryddet gevaldigt ud i ukrudt og unoder, så man godt tør spå dette, modnede Jane's Addiction en stor fremtid. Det har tilsyneladende været en fin kur for Perry Farrell, der i dag er i 40'erne, og Dave Navaro at blive fædre og få lidt bedre styr på livsstilen. Selv om Jane's Addiction stadig er et vildt voksende skud i urskoven, er det svært ikke at lade være med at tænke på andre store klassiske rockbands som Rolling Stones, Aerosmith og netop Red Hot Chili Peppers, som blev markant bedre af at smide stofferne og koncentrere sig om musikken.