EN ANEKDOTE om Alberto Giacometti - ham med de smalskuldrede, langlemmede mørke bronzestatuer, man f.eks. kan se på Louisiana - beretter, at han engang blev spurgt, hvorfor hans skulpturer var så tynde: »Tynde!? Jeg synes, de er alt for tykke!«, skulle den schweiziske billedhugger have svaret. Man kan altid forfine og forbedre sit ud- eller indtryk. Man kan altid fejle lidt mere, stille flere spørgsmål. Og det savnes på 'Paper Monsters' - Depeche Modes forsangers, Dave Gahans, debutalbum som solist. En del mere huggen sig ind til et renere, mere prægnant udtryk ville have hjulpet. Sangkataloget ligger i en vis forlængelse af Depeche Modes enesangskriver Martin L. Gores ekskursioner ud i elektronisk blues og rock, og det virker lovlig uforløst, kalorietungt og dermed uformeligt og udvisket i konturerne. Gahans stemme har aldrig været en afgrund af emotionelle klanglige og fraseringsmæssige nuancer, tværtimod har hans svagt distancerede, let hule stemme og stivbenede fraseringer både været en vellykket forlængelse af det tidlige teknokrati og en smuk kontrast til den senere sturm und drang i Depeche Mode. Men stemmen virker pludselig utilstrækkelig på 'Paper Monsters', ligesom fraseringerne også pletvis giver køb på den klædelige selvbeherskelse til fordel for en mindre velkommen rock'n'roll-vrængen. Anton Corbijns coverfoto fanger Gahan forrest i en oplyst gades vifteformede perspektiv i uskarp. Det ligner et par flossede englevinger på hans ryg, hvilket antyder sangkatalogets fortærskede forankring i tro, håb og fordums selvdestruktion, som desværre ikke er videre belønnende formuleret. Produktionen er lækker og velafrundet, og ud og ind af lydbilledet dukker detaljer som fløjteloops, sitarsamples, ægte kammerstrygere, baglænsløb, masser af slideguitar, laber digi-klikken, varme synthklange. Men i computerredigeringens tidsalder er det sjældent hævet over den professionelle, egentlig ganske ortodokse dekoration. Men. Hele Giacometti-indledningen ville selvfølgelig have været helt unødvendig, hvis ikke man her og der så et potentiale i Gahans og medsangskriver Knox Chandlers værk. Et par sange glimter lokkende, der breder sig en charmerende humanistisk varme gennem albummet, og man kan ikke afskrive 'Paper Monsters' som perspektiv- og talentløs. Gahan og Chandler har bare ikke hugget løs og dermed fået fraskåret overflødigt fedt nok. De har ikke fejlet og dermed fundet nye muligheder nok.