Han er ikke just blevet mildere med berømmelsen, alderen og den voksende pengetank, Marilyn Manson. I manifestet 'Use Your Fist And Not Your Mouth', sprutter han således: »I'm on a campaign for pain/ And when I get elected/ I'll wipe the white of your house/ The smile off your face«. Som det fremgår, er Marilyn Manson (Brian Warner) fremdeles på en art omvendt korstog mod sit amerikanske hjemland. Målet for aggressionen er den stedlige fokusering på henholdsvis en ægte dyrkelse af dollaren eller forbruget og på den anden side en, ifølge Manson, knap så renfærdig kærlighed til Gud. Midlet til at bære disse efterhånden ikke just overraskende, men stadig fermt drejede angreb på hykleri og dobbeltmoral er fortsat en drønende, let elektronisk glam-heavyrock med omkvæd så store som stadions. Allerede i pladens første sang, 'The New Shit', rammer Manson formlen og stilen drønhårdt. Han konstaterer, at alt er sagt og fremturer i omkvædet: »Stick your STUPID SLOGAN in:/ Everybody sing along/ Babble babble bitch bitch/ Rebel rebel party party/ Sex sex sex and don't forget the 'violence'/ Blah blah blah got your lovey-dovey sad-and-lonely«. På den måde nåede vi lynhurtigt gennem Mansons katalog for interessante emner. Det er hørt før. Og da bandet heller ikke afviger en tøddel fra det terræn, vi efterhånden kender mere end godt fra de sidste tre, fine plader: 'Holy Wood', 'Mechanical Animals' og 'Antichrist Superstar', kunne det lyde som om, den kreative krise har ramt vor mand på overdrevet. Så let går det dog ikke. Marilyn Mansons bestræbelser på at agere talsmand for den åbenbart umælende, amerikanske ungdom har nemlig aldrig lydt så desperate, velformulerede og ofte stærkt humoristiske. Ikke mindst i den herlige og stærkt iørefaldende 'Ka-Boom Ka-Boom' vrides hele rockscenen gennem Marilyn Mansons groteske lirekasse, ledsaget af den sært klagende stemme: »We're tasteless but taste good/ My (S)top Hat's top hat(ed)/ ... I like a big car, cause/ I'm a big star/ I make a big rock and roll hits/ I'd like to love you/ but my heart is a sore«. Sammenbidt og desillusioneret angriber Marilyn Manson naturligvis også sin egen rolle som forloren rockstjerne og gisper opgivende efter noget, der kunne minde om kærligheden i den kuldslåede '(S)Aint' »I don't care if your world is ending today/ I wasn't invited to it anyway ... What's my name, what's my name?/ Hold the S because I am an AINT«. Det er rock af høj klasse og med stor underholdningsindustri, ikke mindst i kraft af de mange ordlege, Marilyn Manson diverterer med i sin blodrøde vuggestue. Man kan mene, hvad man vil, om Marilyn Mansons selviscenesættelse og provokationerne. For 'The Golden Art Of Grotesque' er først og fremmest et yderst inspireret og veloplagt rockalbum. Selv om Marilyn Manson ynder at beskæftige sig med sig selv og sin branche, er han denne gang trådt i baggrunden i forhold til sangene, og det er både heldigt og klædeligt, når de nu i den grad er i stand til at stå på egne ben. Den krybende ballade 'Spade', 'Ka-Boom Ka-Boom', 'This Is The New Shit', singlen 'MObscene', 'Doll-Dagga Buzz-Buzz Ziggety Zag' (alene titlen) og det muntre opgør med alverdens kvinder i 'Para-Noir' er fine, knivskarpe rocksange, der bevæger sig på niveau med Mansons hidtil bedste udspil, 'Mechanical Animals'. Hvis det engang lykkes for den skønne Marilyn og hans muntre musikanter at variere det musikalske udtryk en anelse, har denne ind i mellem ekvilibristiske sangskriver virkelig chancen for at ramme et mesterværk. Indtil da må vi nøjes med at nyde Mansons bizarre, men ofte ret præcise hop rundt omkring nerven. Ganske vist kan man sagtens vælge at tage Marilyn Mansons frontalangreb på USA alvorligt, men man kan også nøjes med at forundres, more sig og nynne med på denne groteske afklædning af alt, hvad der måske engang har været helligt. Selv kalder han det en »campaign for pain«. Men i virkeligheden er det en kabaret for de udstødte og afsporede. Tom Waits som heavyrocker. Sex som Gud. Perversiteter som Afgud. Luderen som Madonna. Marilyn Manson som ypperstepræst. Amen.