Forestil dig en verden, hvor de førende rockgrupper består af en mand og en kvinde. Mens parforhold lider skibbrud, skilsmisserne støder på grund i statistikkerne, sandbanker og hjerter knuses på samlebånd, har den urklassiske konstellation mellem Eva og Adam vist sig at være en umanerlig farbar vej i rockjunglen. Med parret Meg og Jack White i duoen The White Stripes som de indlysende lysstofrør hele vejen til himlens stjerner. På mange måder er 27-årige Jack White den mest interessante sangskriver, rocken har fostret siden Kurt Cobain. Og i mange henseender er 'The Elephant' et af de mest interessante rockalbum i dette årti. Måske er parrockerne ved at etablere en scene, der kan matche den eksplosion, Nirvana og grunge satte i gang for lidt over 10 år siden? I hvert fald er det fjerde album med The White Stripes fra Detroit duoens absolut bedste og i al sin enestående dobbelttydighed et godt bud på det første mesterværk i bølgen af ny garagerock. Stien og stilen holdes. Som Jack White skriver i cd'ens booklet: »Ingen computere blev brugt under skrivningen, indspilningen, mixningen eller masteringen af denne plade«. Blandingen af skramlet, rusten blues og dirrende nervøs rock fra de tre forudgående album 'The White Stripes' (1999), 'De Stijl' (2000) og 'White Blood Cells' (2001) er bevaret, men The White Stripes er både tungere og stikker dybere denne gang. Samtidig med at duoens humor og dobbelttydighed for alvor træder i karakter. Således slutter albummet af med den vaniljekrydrede sukkerstang 'Well, It's True That We Love One Another'. Et trekantsdrama mellem Holly Golightly, Meg og Jack White, der trækker spor af psykedelisk candyfloss tilbage til 1960'ernes par nummer et ud i corny pop, Nancy Sinatra og Lee Hazlewood. »Holly give me some of your English lovin'«, trygler Jack White. Men hun afviser: »If I did that, Jack, I'd have one in the oven«. Nummeret sluttes af med Holly Golightlys konstatering: »Jolly good, lad os få en kop te og fejre det så«. I afdelingen for spøg og skæmt finder vi også en genindspilning af Burt Bacharachs 'I Just Don't Know What To Do With Myself'. Sandelig om det ikke lykkes Jack White og hans flænsende guitar at overgå det drama af tyste tårer bag tunge gardiner, Dusty Springfield i sin tid indhyllede sangen i. Men tro nu ikke, at det hele er kitsch og spøg. Allerede i albummets første skæring, den fremragende 'Seven Nation Army', bekendtgør Jack White over en elegant baslinje, der skærer dybe ridser i hjertet, sin dybe tvivl. Ikke mindst om prisen for den berømmelse, der er blevet The White Stripes til del i de seneste års tid. »I'm going to Wichita/ Far from this opera for evermore/ I'm gonna work the straw/ Make the sweat drip out of every pore«. Jack White i destylede røde sæt (i modsætning til 'søster' Megs hvide) som landmand i Midtvesten? Yeah, right! Det er den slags finurligheder, der hæver The White Stripes over rockens almindelige klynkerier - over opmærksomhed, berømmelse og alt det shit, man egentlig startede for at få. Selv om ingen behøver at være i tvivl om, at parret White hellere var foruden, er man aldrig helt på sikker grund i Jack Whites sange af elektrisk kviksand. Heller ikke i den serie, der handler om hans frygtindgydende dårlige forhold til de kvinder, han hverken forstår eller formår at kontrollere. Bedst indrammet af den beske og bitre salve 'There's No Home For You Here'. I sange, der emmer af rå seksualitet og bløder af uforløste følelser som 'I Want To Be The Boy To Warm Your Mothers' med mere end et pianobåret ekko af John Lennon, 'The Air Near My Fingers' og 'You've Got Her In Your Pocket', længes Jack efter sin barndom og sin mor! Den sårede bejler kravler op af bombekraterne, fordi pigerne alligevel ikke ville have rumpen på komedie, og flygter med den nihalede pisk mellem benene hjem til mors skørter! Endnu et billede af den forunderlige og nådesløse elsker, Jack White - hvis vi altså tror på ham, der typisk nok lader Meg White stå ude og fryse i den næsten skræmmende smukke bagatel 'In The Cold, Cold Night'. Sjældent, om nogensinde, har man hørt så sårede sange kravle væk fra kærlighedens slagmark for straks at komme tilbage i kampen. For at forsøge at tiltvinge sig dominansen over dobbeltsengen. Nogle gange søde og i al deres plagede tortur andre gange ondskabsfulde og afvisende. Man tager sig i at tage dem for pålydende, samtidig med at man ikke tror et ord af det. Præcis som med kærligheden, den skrøbelige gamle elefant. Om hvis omkostninger og til hvis pris, The White Stripes har kreeret et fantastisk rockalbum. Denne gang nøjes den stilbevidste duo ikke med at tegne skitser, men gør dem færdig til et helt billede. Med mange facetter og tolkninger.