Når Paul McCartney giver lyd fra sig, er der, hvis man ser bort fra hans klassiske værker, for det meste tale om mere eller mindre veloplagte sange fra småtingsafdelingen eller musik, der gør en dyd ud af at få frisk energi ved at vende tilbage til rødderne. Som var fortiden et forfriskende styrtebad, man bør snuppe sig i ny og næ. På trods af mange fine små sange har McCartney i mange år haft svært ved at lave musik, der for alvor har lagt alen til fordums præstationer. Til gengæld forsømmer han nødig en chance for at fremhæve sin rolle i historien om The Beatles. Det er, som om han aldrig fik sagt, og jo aldrig kan få sagt, det sidste ord til John Lennon. Det vakte nogen opsigt, da Paul McCartney foreslog, at signaturen Lennon-McCartney burde revideres. En af musikhistoriens mest lurmærkede kvalitetsgarantier skulle laves om. Forrest skulle nu ud for hver enkelt komposition stå den af de to centrale Beatler, der reelt havde været primus motor i den pågældende sang. Altså skiftevis Lennon-McCartney og McCartney-Lennon. At fægte videre med John Lennons spøgelse er tilsyneladende en sport, der stadig kan få Paul McCartney op på dupperne. 'Komponeret af Paul McCartney & John Lennon' er det i hvert fald omhyggeligt noteret ud for samtlige de 20 Beatlesklassikere, der figurerer på den dobbelte live-cd 'Back In The World'. Så er dét ligesom sat på plads. Historiens lånte fjer er blevet hjemkaldt. Fra 'Hello Goodbye' til 'Eleanor Rigby' og 'Back In The USSR' er der så sandelig noget at være stolt af. Men en eller anden form for inspiration må John Lennon nu nok alligevel have bidraget med. Et eller andet må den kendsgerning, at The Beatles var musikhistoriens første gruppegeni, have betydet. For bortset fra den 33 år gamle 'Maybe I'm Amazed' er der næppe en eneste af sangene fra McCartneys solokarriere, der kan bide skeer med de beatleske højder. 'Lonely Road' og 'Every Night' er ikke ringe, men 'Driving Rain' og 'Your Loving Flame' halter efter, og selv de bedste nyere numre spejder forgæves efter tidlige tiders højder. Det er nu heller ikke, fordi McCartney vil trænge sig på. Publikum skal have, hvad de forventer. De skal have Beatles både forfra og bagfra, og så må de nyere sange være få og små og smugles ind ad bagdøren. Og sådan er det blevet. Paul McCartney turnerer ikke så tit. Til gengæld kan man være nogenlunde sikker på at turnéen bliver dokumenteret med en liveplade. Det skete for ti år siden, og det er sket nu, hvor McCartney er draget på turné med alle de gode gamle sange. 'Back In The World' udkommer så at sige midt i halvlegen. Den amerikanske del af turnéen er vel overstået. Fra 25. marts gælder det Europa, og McCartney er allerede parat ved souvenirboden. 'Back In The World' er ikke en af den slags liveplader, der udspringer af en radikal nyfortolkning. McCartney lægger ikke skjul på, at der er tale om en tour-souvenir. Krydret med enkelte numre af nyere dato et overflødighedshorn af gamle Beatles- og Wings-sange høvlet særdeles kompetent og veloplagt igennem af McCartney og hans turband, men også uden nogen ambitioner om en epokegørende nytænkning. En ægte Beatle synger The Beatles. Dét er kernen i, hvad der i USA blev døbt 'The Greatest Hits Show on Earth'. Ren jukebox, utilsløret nostalgi og fuld valuta for pengene. Perspektivrigt eller tankevækkende kan man ikke kalde det. Men McCartney har de afvæbnende parader parat. I et interview i pressematerialet holder han Bob Dylan op som beundringsværdig kontrast. Dylan, der fra den ene aften til den næste genopfinder sine egne sange. Dylan der hellere end gerne skrotter publikumsfavoritter og laver helt om på sit sæt fra aften til aften. McCartney beundrer Dylans mod, men har ikke selv samme drift. Han vil hellere føle sig tryg ved at give publikum, hvad de forventer. Sådan taler en ægte popmusiker, for hvem behagesyge lige præcis er den dyd og drivkraft, der ville tage livet af en kunstner som Dylan. Af disse grunde er 'Back In The World' blevet en oplagt tour-souvenir uden meget andet end den veloplagte nostalgis varme at lune sig ved. Også selvom McCartney i Jimmys Rekordbog vil kunne notere sig følgende stykker statistika: A. Aldrig er så mange Beatlessange blevet spillet i ét show. B. I USA slog Macca stadionrekorden i 21 byer. C. Hans mest succesrige tur, siden The Beatles blev overværet af 1 million mennesker. D. Turnéen blev i Billboard kåret til Tour of the Year 2002. E. Og når McCartneys verdensturné er overstået, vil han 3.276 gange have stået foran mikrofonen og sunget en af sangene fra sit indøvede repertoire på i alt 36 sange. Om de 3.276 er med eller uden ekstranumre melder historien ikke noget om.