Mens kollegerne går rundt og brokker sig over tallene på bundlinjen, kan den jyske overlærer Lilholt grine ned i gribebrædtet på guitaren og fryde sig. Her går det godt. Lars Lilholts store publikum hænger loyalt på, mens resten af nationen skiftevis holder sig for ørene eller fyrer endnu en flabet bemærkning af om troubadouren med den særegne stemme. Det er ikke, fordi der sker det store i Lars Lilholts univers. Jo, denne gang er der tale om en soloplade, hvilket så mere eller mindre kan oversættes til at han, i stedet for at have indspillet albummet med sit orkester, har inviteret medlemmerne i studiet en efter en for at give deres bidrag. Lyden er mere eller mindre den samme. Det samme er sangene. Denne gang kigger Lars Lilholt, der fylder 50 år i dag, naturligt nok tilbage på sit liv i musikkens tjeneste. Resultatet bliver desværre så sørgeligt banalt som disse linjer fra 'Banjo Joe': »han spiller dat, han spiller dit, han spiller blændende, han spiller skidt, og jeg er din og du er min«. Så det. Kom ikke og sig, at Lars Lilholt mangler humor. For eksempel sender han sin egen 'Mester Jakeldreng' på noget af en roadmovie som narkoman i det jyske: »da teatret lukkede så skrumpede de ind/ mens de løb i røven af en pusher, der hed Finn«. Man kan glæde sig over den velanbragte dobroguitar fra Runrigs Malcolm Jones igennem pladen, men det er svært - og for undertegnede umuligt - ikke at kløjes i Lilholts sære diktion i en blanding af salvesfuld overlærer, lyrikoplæsning i forsamlingshuset og selvvigtig dilettant. Især i en sang som 'Kære Øjeblik'. Please, kære, store, alt for store øjeblik - skrub nu af! Og tag violinen med.