Vurderet på de målbare facts i overfladen blev livet for alvor godt for Kashmir, da den sjællandske trio i 1999 udsendte albummet 'The Good Life'. En plade, der gik direkte i blodet på den sårbare følelsesrock, britiske Radiohead var hoved-eksponenter for med nye bud på sanselig selvransagelse i slutningen af 90'erne. Båret frem af sange som 'Mom In Love, Daddy In Space' og 'Graceland' blev albummet en stor succes med over 100.000 solgte eksemplarer. Kashmir indhøstede hele seks danske grammyer for indsatsen og turnerede heftigt i et års tid, men i udlandet gjorde danskernes begejstring ikke det store indtryk. Dertil var positionen i baghjulet på Radiohead dog for tydelig. Fire år senere er det nu blevet tid for Kashmir til at gøre regningen for 'The Good Life' op, rent musikalsk. At dømme efter den første single fra det meget længe ventede, nye album 'Zitilites' - en omskrivning af 'city lights' - var det massive gennembrud fra at være et undergrundskultfænomen til at være konger af den danske rock, måske knapt så morsomt. At forventningerne har været svære at tackle, efterlader sangen 'Surfing The Warm Industry' ingen tvivl om: »I've been adrift on the silver surf/ and I've paddled ahead of the fear/ that I'd fall behind/ I took drinks from the glimmer smurfs/ and their company dads who never/ stood by in the crying«, synger Kasper Eistrup og bekendtgør, at han ofte har haft lyst til at stikke af »and get a job in an industry/ where a smile's not required«. Det lyder naturligvis som en parafrase over pladebranchen og det nye store publikums krav om mere. Teksten over den funklende, sylespidse melodi med omkvædets højstemte svirp fra glamrocken er dog elegant drejet, så det også kunne være en sang til ens kæreste om alle de løfter, man godt selv ved har det med at blive hængende som netop uindfriede løfter. I begge tolkninger er stemningen præget af resignation og en dyb, følelsesmæssig træthed efter det store gilde. Den samme bløde efterglød tænder Kashmir i den næste sang, 'The Aftermath', der er den mest vellykkede af albummets mange ballader. Her bliver den enkle melodi hængende til tørre på Kasper Eistrups smukke og næsten tårefugtige vokal, så man kan sanse den i lang tid efter, at gløden er definitivt slukket og cd- spilleren er hoppet videre. Det er desværre en undtagelse på 'Zitilites', der i sørgelig grad savner melodi og retning midt i al mismodet. Måske er den gode melodi simpelthen sprunget læk i den store boble, der blev blæst op med og især efter 'The Good Life'? Måske har trangen til hjemmepsykologi fjernet fokus for meget på sangene? I hvert fald er det nye album til trods for hele Kashmirs begavede udtryk, den dygtige betjening af instrumenterne og samspillet en lumsk ensformig og desværre jævn kedsommelig affære. Det lyder lidt som et moderne Pink Floyd med masser af vilje, men for lidt inspiration. Siden Kashmir med syvmileskridt stormede ind i sjælens bedst bevarede hemmeligheder, er gruppen blevet en kvartet med tilføjelsen af svenske Henrik Lindstrand på guitar. Men i mellemtiden er bands som Coldplay og Starsailor også listet ud fra Radiohovedets lange skygge og har markeret sig med en blød, melodiøs og ligefrem lækker følerock. Dem formår Kashmir ikke at matche med disse (alt for) ordrige sange om svigtede og afbrudte venskaber, forliste forhold, storbyens blændværk og det begær, der brænder alt andet op. Der er masser af medrivende passion i Kasper Eistrups stemme, samspillet og teksterne, men musikken står for meget i stampe til at forløse den og gøre sjæleransagelsen vedkommende for alvor. Mest vellykkede er faktisk de stilsikre forsøg med elektronica med påmindelser om Kashmirs mellemspil med minipladen 'Home Dead' på den knirkende 'The Aftermath' og 'Melponeme' samt det sydende titelnummer, der nærmest er ren ambient omkring et enkelt pianotema. Men det er langt fra nok til at redde et album, som savner helhed og melodisk tæft, eller indtrykket af, at dette ikke er fire års ventetid værd.