Og så findes han sydpå i mere udefinerbar udgave i korharmonierne og de udsyrede instrumenteringer i det 25 mand høje orkester og kor The Polyphonic Spree. En i sandhed forunderlig bastard undfanget i krydsfeltet mellem gospel - det musikalske evangelium - og det, som mangen en vækkelsesprædikant har regnet for Satans foretrukne boogie - rock. Nu er Polyphonic Spree heller ikke religiøse i gængs forstand, selvom de kommer fra det kristent gudfrygtige Texas, nærmere bestemt Dallas. Det mangestemmige orgie, lyder den danske oversættelse af bandnavnet, og bag dette ikke just dydige navn gemmer sig en uspecificeret, men også umiskendelig religiøsitet, der hylder tilværelsens skønhed og altets pulserende liv. De for tiden 25 medlemmer (tallet vokser stadig) bærer alle hvide kjortler, som i dag mere signalerer sekt end sammenhold. Og de er ikke bange for at se mildt til eller vende øjnene mod højere magter, mens Jackass' Steve-O fremviser sine ædlere dele, hvilket skete, da Polyphonic Spree 13. februar i år vandt det britiske musikmagasin NME's F... Me! Deres forhistorie er egentlig ganske prosaisk. Forsangeren Tim DeLaughter (!) var tidligere medlem af partypopbandet Tripping Daisy, som i midt-90'erne blev løst fra deres pladekontrakt. Så døde bandkammeraten Wes Berggreen af en overdosis, og DeLaughter opgav i sorg musikken. Men manageren forsøgte at sparke ham i gang igen ved at booke ham som opvarmning for indiebandet Grandaddy. DeLaughter havde tre uger til at realisere et show, og efter at have set Disney-tegnefilmen 'Dinosaur' besluttede han sig af ikke kortlagte årsager for at sige ja til jobbet. Han fik stampet 13 mand sammen til en succesrig debut og til den første manifestation af The Polyphonic Spree. Resten er snebold ned ad bakke-effekt, for siden har en række folk inspireret af den åbne, varme aura meldt sig til Polyphonic, som var det et kirkekor med fri adgang. Mediehypen omkring et stort kjortelklædt orkester fra Texas, der skaber psykedelisk gospelrock ville være indholdsløs, hvis bare ikke ordet prosaisk var det måske sidste ord, man overhovedet kunne hæfte på deres debutalbum 'The Beginning Stages of ... The Polyphonic Spree'. Personligt skal jeg bladre langt tilbage for at erindre, hvornår jeg sidst er stødt på så ligefremt saliggørende musik. Alene koret af stemmer bruser gennem én som en bølge af uimodsigelig kærlighed, som sommerens første varme brise. Og så er instrumenteringen en skov af forunderlige klange og solodetaljer i det i forvejen overvældende lydbillede: Over en rockbund af bas og trommer oplader instrumenter som melodica, theremin, synthesizere, elguitar, strygere, blæsere, klaver, fløjte og selvfølgelig tamburiner og harpe deres røster. Musikken løfter sig med gospels strålekraft, og kompositionerne er i sig selv fremragende. Ja, flere numre kunne ubesværet spilles af en ensom hippie på en guitar på en undergrundsstation, og realiseret her på 'The Beginning Stages of ...' i ganske udsyrede produktioner og altid kreative arrangementer er de overvældende. Mens albummets over 30 minutter lange udgangsbøn 'Section 10 (A Long Day)' er anderledes svært tilgængelig, men om ikke andet så i hvert fald interessant med sit repeterende kor af elektronisk behandlede stemmer. »Have a day, celebrate. Soon you'll find the answer. Holiday, hideaway. Soon you'll find the wonder«. Enhver gennemsnitligt blasert dansker ville vrænge ad Polyphonics nærmest skamløst lalleglade ord, hvis ikke de var ledsaget af en blomstrende og højtsvævende musik, der klinger af Beatles' kreative kaos på den symfoniske klassiker 'A Day In The Life', om Beach Boys' mest saliggørende og ambitiøse popsymfonier på hovedværket 'Pet Sounds'. Om den alternative, drømmende, psykedeliske rock som amerikanske Mercury Rev og Flaming Lips har fremelsket op gennem 90'erne, om James Last høj på syre og Gud. Det er psykedeliske salmer, pop større end livet, skamløs reklame for mellemmenneskelig kærlighed. Er Polyphonic Spree så en religiøs sekt, et sted mellem Pet Sounds og Waco, som en The Guardian-skribent har foreslået? DeLaughter afviser det.»Jeg vidste bare, at hvis vi havde 24 mand på scenen i almindeligt tøj, så ville det virke distraherende på publikum«, sagde han sidste år til Daily Express. »Så jeg tænkte, at hvis vi forenede alle via kjortlerne, så ville det passe godt til musikken«. Men er kjortlerne og i øvrigt også de brede smil, som breder sig over medlemmernes ansigter til deres angiveligt betagende koncerter, så ikke et gimmick? Jo, måske. Men ikke mere end et par læderbukser, en baseball- cap, et blottet maveskind eller for den sags skyld en brændende, talende busk. Og den slags spekulationer bliver også irrelevante, hvis man lader musikken tale sit tydelige sprog. Reaktion og modreaktion er som i alle andre af livets aspekter også uundgåelige i musik. Derfor er det også naturligt, at der skulle komme et svar på den kalkulerede seksualitet, den ætsende vrede, den galoperende narcissisme, den topdesignede studielyd, den materialistiske og skarptungede diskurs, som præger mainstream. Det er logisk, at behovet for en åndelighed ikke kun skulle manifestere sig i et boom i salget af selvhjælpsbøger, røgelsespinde og Buddha Bar-cd'er, men også i musik, der helt banalt og naivt spreder det glade budskab, at vi skal elske hinanden, ikke vores bil. Men at denne musik skulle være så kraftfuld er alligevel overrumplende. »Det var en af mine barndoms drømme: at lave musik, som fik folk til at føle sig elsket«, har Beach Boys' mastermind Brian Wilson sagt til rockjournalisten Nick Kent. Det kunne have været Tim DeLaughters ord. Spred budskabet.